Efter mange års succes som manuskriptforfatter på blandt andet hovedværket ‘The West Wing’ og film som ‘The Social Network’ og ‘Moneyball’ kaster Aaron Sorkin sig nu over at instruere. Manusguruen er i fuld gang med at arbejde på spillefilmen ‘Molly’s Game’, og hans gode navn har nu sikret ham et særdeles stærkt cast i filmens to hovedroller. Ifølge ThePlaylist.net har Sorkin nemlig hyret Idris Elba og Jessica Chastain, to af tidens mest spændende Hollywood-skuespillere.
Jessica Chastain kommer til at indtage titelrollen som den professionelle skiløber Molly Bloom, der gav sig i kast med kostbar kriminalitet, da hun stod i spidsen for et eksklusivt pokerspil for Hollywood’s rige og kendte og også den russiske mafia. Idris Elba skal spille rollen som Blooms forsvarsadvokat, der kommer tæt ind på livet af den gådefulde kvinde.
‘Molly’s Game’ bygger på en autentisk historie, og manuskriptet, der udarbejdes af Sorkin, er baseret på den virkelige Molly Blooms erindringer af samme navn. ‘Molly’s Game’ får muligvis premiere i efteråret 2017.
Sorkin udtaler selv om den vilde casting, at det er »enhver filmskabers drøm. De er to af deres generations største skuespillere, der skal spille sammen for første gang, og deres kemi vil blive elektrisk«.
Vores forventninger til manusmagikerens instruktørdebut er mildest talt tårnhøje nu!
Læs også: ’12 Years A Slave’-forfatter caster Idris Elba til ny serie om raceforhold