‘Star Wars’ indleder hidsig produktionsplan med nye spil hvert år – ‘Battlefront 2’ kommer i 2017

Som en pendant til det filmiske univers sætter ‘Star Wars’ med Electronic Arts i spidsen produktionen af spil helt op i femte gear. Ligesom i filmfranchisen vil der hvert år komme et nyt ‘Star Wars’-betitlet spil, i hvert fald de næste 3-4 år. Det kom frem under en investorbriefing i nat.

Allerede næste år gælder det en opfølgning på sidste års ‘Star Wars Battlefront’ og året efter producerer Visceral Games (‘Dead Space’, ‘Battlefield Hardline’) et endnu ubetitlet tredjeperson-actionspil.

I øjeblikket arbejder EA’s underafdeling EA Dice på tre udvidelser til ‘Star Wars Battlefront’ og en VR-version af ‘Battlefront’ til PlayStation 4, der formodentlig tæller som dette års nye titel fra EA.

Det kommende ‘Battlefront 2’ og 2018-spillet vil inkorporere ‘Star Wars’-lokaliteter fra de nye film, herunder fra ‘Episode VII’, ‘VIII’ og derudover også ‘Rogue One’ og den kommende Han Solo-antologifilm.

Der er andre studier, der arbejder på ‘Star Wars’-titler, men EA har den eksklusive aftale med Lucasfilm og Disney om at lave spil baseret på det filmiske univers.

Læs også: Spiltrailer: ‘Star Wars Battlefront’ stormer Jabbas palads med to nye karakterer

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af