’Bloodline’ (sæson 2): Netflix-serie emmer af spildt potentiale

»Vi er ikke dårlige mennesker, men vi gjorde en dårlig ting«, lød den pirrende tagline for ’Bloodline’ sæson 1. Menneskene var de tre voksne søskende John, Meg og Kevin (Kyle Chandler, Linda Cardellini og Norbert Leo Butz) i Floridas paradisiske Keys – slangen i paradis var mordet på deres sorte får af en bror, den hjemvendte Danny (Ben Mendelsohn).

Drabet blev allerede præsenteret i flashforwards i første afsnit, og sæsonens omdrejningspunkt var således spørgsmålet: Hvordan kom det så vidt? I anden sæson spøger mordet stadig med et nyt, men lidt for beslægtet spørgsmål som omdrejningspunkt: Slipper de afsted med det?

Deres afdøde fars gamle politiven snuser rundt, hos politiet begynder Johns kollega at afsøge andre mistænkte end den oplagte (gangsterbossen Wayne Lowry, som Danny smuglede stoffer for), og som vi erfarede i sidste sæsons cliffhanger, er Dannys hidtil ukendte søn også dukket op. Hvor meget ved han, og hvad er hans dagsorden? At han er lige så øretæveindbydende som sin far, står dog hurtigt klart.

Snøren strammes således om de tre skyldige, der på hver deres måde lider under deres utilgivelige gerning. John vil gerne være sherif, men spiller et umuligt dobbeltspil under den store efterforskning af Lowry og mordet på sin bror. Meg kører karriere i New York uden at være blevet det mindste lykkelig af den grund. Og surferduden Kevin plages af skyld, stofmisbrug og økonomisk gæld.

At Danny stadig – meget bogstaveligt – spøger i den nye sæson, er et problem, når man i forvejen syntes, at 13 timelange afsnit i første sæson var en omstændelig og ikke altid lige interessant vej frem mod hans for længst afslørede endeligt. Anden sæson føles som at genåbne et kapitel, man troede, man var færdig med, og man bliver fra første sekund træt ved tanken om, hvad vi skal igennem: Trioen kommer tættere og tættere på at blive afsløret, de blotter sig, og de må lyve, svindle og bedrage, men mon ikke de (fleste af dem) klarer frisag, hvis hovedforfatterne skal gøre sig håb om en sæson 3?

På den måde har ’Bloodline’ fra start af føltes som en serie, der anstrengte sig lidt for hårdt for at holde suspensegryden i kog på den ene side og ikke dampe plottet af for hurtigt på den anden.

Som vi ved fra Dostojevskij, er der ingen forbrydelse uden én eller anden form for straf, og efterspillet kan såmænd være mindst lige så spændende som gerningen. Desværre er de tre hovedkarakterer ikke voldsomt appellerende, og manuskriptforfatterne må have været enige: Med advokatkedelige Meg, sammenbidte John og smådebile Kevin har de tilsyneladende tvivlet på, at publikum ville hænge i, hvis handlingen bevægede sig for langt væk fra højtråbende remedier som mord, gangstere og politiefterforskning.

I spejlet ser ’Bloodline’ et familiedrama af Shakespeare’ske dybder og højder, men i virkeligheden er den en simpel, om end dreven, krimi pakket ind i en indbydende facade og halvvejs reddet hjem af de særdeles velspillende skuespillere. De berettiger nærmest seriens eksistens i sig selv, men fungerer også som et minde om spildt potentiale.