Roskilde Festival: Young Thug afbrød sit Atlanta-trip
Med fænomenet Futures aflysning var det overladt til Young Thug at distribuere den narkotiske Atlanta-rap, som hiphop-Amerika har været hooked på de seneste år. Young Thug er i sig selv en af de mest spændende artister på scenen, og hans sløve og rundtossede rap hiver Atlanta-lyden ud i sin mest psykedeliske og vanvittige inkarnation.
Og på Apollo var Young Thug da også energisk, mens han i sin ekstremt særegene stil rappede, hylede, sang og autotunede sit univers af penge og bitches frem for publikum. De rullende salver af hi-hats og den rystende bas, der lød, som om den var sendt af sted fra jordens indre, fungerede i al sin simplicitet ekstremt effektivt live. Sammen med Young Thugs skæve levering skabte det på numre som ’Hercules’ og ’Memo’ en hypnotiserende tilstand, der kunne have holdt publikum fanget koncerten igennem.
Desværre disponerede han ikke sin energi overbevisende. Alt for meget tid blev brugt på at kræve festen med opråb til publikum fremfor at holde fokus og selv skabe festen. Numrene fik kun lov til at løbe to minutter, inden musikken abrupt blev stoppet, og Thug fadede numrene ud a capella. Det skabte et stop-and-go-flow, der føltes som konstant afbrudt samleje.
Placeringen på den åbne Apollo-scene, tilmed i silende regn, var også meget langt fra ideel. De tunge beats skreg på at få lov til at forvandle et tætpakket telt til en slæbende narkobule ud på natten, hvor mørket kunne blive hængende tykt i luften. Det var selvfølgelig svært at klandre Young Thug, men da ‘Best Friend’ faldt som aftenens afslutter, var alt for mange allerede gået.
Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.