’Lethal Weapon’: Dødbringende våben som tv-serie er slap og sjusket
Det er 18 år siden, filmserien ’Dødbringende våben’ (’Lethal Weapon’) sluttede med epos nummer fire.
I 2007 var det på tale at genoplive duoen Martin Riggs/Roger Murtaugh, men interessen fra de to hovedrolleindehavere Mel Gibson og Danny Glover var mildest talt lille. Og tak for det. Universet var udtjent allerede med ’Lethal Weapon 2’. Først Joe Pesci og siden Rene Russo kunne ikke puste nyt liv i fedekalven.
Ikke desto mindre er Martin Riggs og Roger Murtaugh nu på spil igen. Denne gang bliver de spillet af Clayne Crawford (Ted Jr. i ’Rectify’) og Damon Wayans, der ikke har haft en ordentlig rolle siden ’The Last Boy Scout’. Instruktørtjansen er lagt i hænderne på McG (’Charlie’s Angels’), hvis motto synes at være: Der skal fart på!
Og fart på, det er der virkelig. Filmseriens succes er grundlagt på vekselvirkningen mellem dødsensalvor og comic relief. Oversat til tv-mediet betyder det, at vi i dette første afsnit går fra überkæk til tragedie og tilbage igen omkring otte gange i løbet af lige så mange minutter.
Riggs går fra kæk superbetjent til vordende far til suicidal og tilbage til kæk superbetjent hurtigere, end man kan sige »I’m too old for this shit«. Derimellem har vi fået etableret, at Murtaugh er blevet hjerteopereret og er på vej tilbage til jobbet. Der går ikke mange minutter, før Riggs har afværget et gidseldrama i en bank og stille og roligt går ud, mens han spiser en pizzaslice, og banken eksploderer bag ham.
Dynamikken mellem den pensionsmodne Roger Murtaugh og selvmordskandidaten og adrenalinjunkien Martin Riggs er med andre ord hurtigt etableret. Problemet er, at serien intet andet har at byde på.
Plottet i første episode er begrænset til efterforskningen af et tilsyneladende selvmord (fundet af offerets baseballhandske beviser, at han er venstrehåndet, men han har skudt sig i højre tinding), og hans arbejdsgiver viser sig at være en habitklædt udlænding af ubestemmelig national herkomst = skurk, som ved et besøg (i 18. minut) viser sig at have en ansat, hvis halstatovering afslører tilknytning til et mexikansk narkokartel. Og så er der biljagt.
Manuskriptet kunne have været skrevet på bagsiden af en krøllet serviet. Det virker, som om ingen i og omkring produktionen gider noget som helst. Det er svært at blive alvorligt berørt af, at Riggs har et billede af sin afdøde hustru under telefonens krakelerede skærm, når vi få sekunder senere ser ham pløkke skurke med et gavtyvesmil på læben.
Tv-serien har adopteret hele scener, som når Riggs fortæller Murtaughs datter, at det er ok at ryge pot, og Murtaughs ekspertise som skarpskytte, når det virkelig gælder. Vi får med andre ord genfortalt stort set en hel filmserie på kun 45 minutter. Det er i bedste fald ligegyldigt men tillige både sjusket og slapt. Hvad de kommende afsnit skal gøre godt for er endnu sværere at se. I’m too old for this shit.
Kort sagt:
’Lethal Weapon’ er blevet til tv-serie, men hvorfor egentlig? Den mimer de oprindelige film i en grad, så man bliver i tvivl, om der nærmest er tale om en spoof. Vi får ikke noget svar på, hvorfor vi i 2016 skal interessere os for figurerne Martin Riggs og Roger Murtaugh.
Anmeldt på baggrund af første afsnit.