’Jacob Holdt: Mit liv i billeder’: Rørende, irriterende og underholdende film om fotograflegenden
Er han en renhjertet foto-dokumentarist, der fordomsfrit holder et spejl op for os, så vi kan se samfundets dårligdomme? Eller er Jacob Holdt en selvudnævnt, selvtilfreds frelser, der uden blik for egne privilegier boltrer sig blandt rige og fattige, sorte og fascister?
Selvom portrætfilmen ’Jacob Holdt: Mit liv i billeder’ for det meste tager Holdts ord (og billeder) for gode varer, lykkes det faktisk instruktør Niels-Ole Rasmussen at vise begge sider af fotograflegenden.
Gennem et væld af fotografier og filmstumper følger filmen Jacob Holdt fra barndommen i Vestjylland over den afgørende rejse i USA og helt frem til hans liv nu som ældre mand med et skrantende helbred. Hovedvægten ligger på tiden i første halvdel af 1970’erne, hvor han tog de mange tusinde billeder, der blev til bogen ’Amerikanske billeder’. Den førte til international succes, berømmelse og en hektisk foredragsvirksomhed.
I filmen møder Holdt en række mennesker fra sin fortid og besøger betydningsfulde steder. Besøgene skildres indimellem i næsten komiske genskabte situationer – som da der på lydsiden fortælles om engang, Holdt flygtede op i præstefarens kirketårn og slog på klokken, og billedsiden viser nutidens gamle Holdt slå på selvsamme klokke tilsat patetisk strygermusik og følsomt drone-kamera.
De mange stemmer fra fortiden er imidlertid filmens styrke, da de langt fra altid bekræfter Jacob Holdts egen, forenklede fortælling. Ikke mindst amerikanske Marilyn Jones sætter Holdts egenfortælling i perspektiv.
Da de mødes igen, retter hun ham flere gange, da han omtaler hende som sin første sorte kæreste: »Vi var ikke kærester«, fastslår Jones. Hun går alligevel med til at genskabe et foto fra deres tid sammen i 1970’erne, hvor hun ligger i et badekar. I en utroligt mærkværdig og sigende sekvens, der er skiftevis rørende og stærkt ukomfortabel, tager Holdt igen billeder af den nøgne Jones i badevandet.
Så finder Jacob Holdt en serviet frem med et tryk af den afrikanske Cirkel Kaffe-pige på og fortæller, at han siden barndommen i Vestjylland havde drømt om sorte kvinder. Jones kigger forundret på Cirkel Kaffe-pigen og på Holdt og siger bestemt: »Men det er jo din fantasi«. Men Jacob Holdt fanger tilsyneladende ikke det ubekvemme for Marilyn Jones i at blive fetischeret og eksotiseret.
På et senere tidspunkt fortæller Jacob Holdt om et andet forhold til en fattig, sort kvinde. Omgivelserne så ikke mildt på relationen, og det kulminerede med, at nogen tændte ild til hendes hus, og hendes bror indebrændte. Jacob Holdt får tårer i øjnene ved tanken om sin tabte kærlighed: »Vi havde ret til den kærlighed«, siger han, men er tilsyneladende selv 40 år senere blind for, at kærligheden mellem den hvide middelklassefyr fra Danmark og den fattige sorte amerikaner eksisterede på meget ulige præmisser og havde katastrofale konsekvenser for kvinden.
Samtidig spørger man som seer flere gange sig selv, om Holdt virkelig selv har medbragt den serviet med Cirkel Kaffe-pigen, eller om det er filmmagerne, der på den måde har forsøgt at sparke til dramaet. Det samme gælder en scene sent i filmen, hvor Jacob Holdt beslutter at tage et opgør med sin afdøde mor for rullende kamera, mens han luger hendes gravsted. Måske er det en lykkelig forening af filmskabernes interesser og Jacob Holdts trang til selviscenesættelse?
Resultatet er i hvert fald interessant og stærkt engagerende – både når man forstår Holdt, og når man ryster på hovedet af ham og af filmen.
Kort sagt:
Jacob Holdt er stærkt optaget af mennesker – og ikke mindst af sig selv. Portrætfilmen om det socialt indigneret fotografis ukuelige hippie er skiftevis rørende og irriterende, nogle gange problematisk, men heldigvis sjældent kedeligt.