Puma kan vist kun være tilfredse med beslutningen om at få Rihanna ombord som kreativ direktør for deres kvindelinje. Udover at hun er en gudsbenådet kampagnemodel, så har begge hendes Fenty-kollektioner fået god omtale, og så er der skoene. For ligesom med Kanye og Yeezy er det for alvor hendes sko, der har fået hypebarometeret op i det røde felt.
Det startede med Fenty Creeper, og det er netop den, som Footwear News har kåret som årets sneaker, en hæder der sidste år gik til Yeezy Boost 350 og året før til Adidas’ Stan Smith.
»Jeg havde ikke i mine vildeste drømme forestillet mig at modtage en ære som Shoe of the Year«, siger Rihanna til Footwear News. »Det betyder så meget for mig at præge sko- og sneaker-branchen på den måde og at have så mange mennesker dele min kærlighed til Creeper«.
Valget er baseret på salg, forbrugerfeedback, aktivitet på sociale medier og generelt buzz, skriver Footwear News og lægger vægt på, at det kun tog tre timer, før den første omgang Creeper-sneakers blev udsolgt, da de landede i efteråret sidste år.
Rihanna vil modtage prisen ved Rihanna ved den 30. udgave af Footwear News Achievement Awards, der finder sted den 29. november. Her vil der også blive uddelt priser i kategorier som Person of the Year, Designer of the Year, Lifetime Achievement Award, Icon Award, Company of the Year og Brand of the Year, alt sammen indenfor skoindustrien.
Læs også: Rihanna tog skodesign til et nyt niveau under Fenty-show – her er næste års hype