’Halvmand’
Instruktion: Frederik Louis Hviid. Medvirkende: Jens Albinus, Marina Bouras, Anders Mossling, Amanda-Lie Natalie Lavrine Rasmussen, Philipp Christopher. Spilletid: 30 min.
Mand og kone sidder hos fertilitetslægen. Kvinden er spændt. Manden snakker distræt om en vigtig arbejdsopgave i Tyskland. En sædprøve bliver det aldrig til. Lægen må meddele den ventende kvinde, at partneren er forduftet uden at klare paragrafferne. Men så følger hun efter til Tyskland.
Scenen kunne være sat til et ægteskabeligt drama, men ’Halvmand’ spiller langt henad vejen som et afsnit af ’Klovn’. Blot med to kongelige skuespillere. Jens Albinus og Marina Bouras har før spillet over for hinanden og danner par privat. Filmen er en linedans mellem fiktion og virkelighed, og selvironien giver point.
Albinus afklæder det image, der hersker af ham i offentligheden: Den højpandede skuespiller, der tyndslider kollegaernes tålmodighed og kræver absolut opofrelse for Kunsten. Men som er småvattet og slet ikke kan levere det samme i privatsfæren. Det er dog for filmens slutscene, man skal blive hængende. Her udveksler parret et blik, der formidler tusind ting. Metaspøgen får pludselig en slagkraft, man havde troet ville udeblive.
’Aqua Mamas’
Instruktion: Zara Zerny. Medvirkende: Pernille Vallentin, Maria Timm, Sofie Ramsing, Fatima Ahmed Osborne. Spilletid: 30 min.
Pernille venter sig. Da den lille støder til, er det ikke som anvist i brochurerne. Hvor andre tager moderskabet til sig, længes Pernille efter de fredfyldte øjeblikke, som stemmen på det fødselsforberedende kassettebånd lovede hende.
Barnegråden følger hende overalt, amningen volder problemer, og turene med barnevognen bliver stadig mere febrilske. Trods støtte fra veninderne, melder tvivlen sig. Kan hun overhovedet elske sit barn, som en mor bør?
Der er intet forjaget over ’Aqua Mamas’. Derimod masser af levet hverdag. Den fortæller med rolig klipperytme om en problemstilling, der nok er mere alment kendt, end de fleste vil vedstå sig. Skuespillet er sjældent naturalistisk, og hovedpersonen kalder i Pernille Valentins skikkelse på empati.
Manglen på dramatisk fremdrift kan lyde dræbende og ville givetvis være det, hvis spilletiden var længere. For en kortfilm passer det ganske godt. Historien får fornemt farve af drømme og montagesekvenser, der viser, hvordan resten af mødregruppen håndterer livsforandringen under den blankpolerede overflade.
’Kærester’
Instruktion: Niels Holstein Kaa. Medvirkende: Marie Mailand, Nicklas Herskind, Nina Terese Rask. Spilletid: 94 min.
I den spillefilmslange ’Kærester’ burde Marie være nået voksentilværelsen. Til egen skuffelse drysser hun stadig rundt i Københavns gader, på udkig efter et seriøst forhold. Det er denne dryssen-rundt, vi følger gennem skiftende årstider og mænd. I fraværet af Mr. Right har hun sat sig for at blive ferm til ukulele. Det lader til at være en af de største beslutninger, hun har truffet – meget kendetegnende for vor heltinde.
I anden halvdel er fokus lagt hos eks’en Nicklas, som indleder en romance med gymnasieeleven Nina, skønt han er hunderæd for at forelske sig.
Filmen er som en række dagbogsoptegnelser, nogle har fundet og derpå filmatiseret, indtil der ikke var flere sider. Og som med en rigtig dagbog undgår den ikke at kede ind i mellem. Når den er bedst, minder ’Kærester’ om Richard Linklaters værker. Hovedstaden manes smukt frem, hvad enten det er Tivoli-besøget til tonerne af en Daniel Johnston-sang eller ombord i en vandcykel på Søerne.
Ja, selv et regnvejrshærget Christiansborg får man noget ud af. Til slut står det da også klart, at filmen måske allermest er en kærlighedserklæring til indre by.
’Søstre’
Instruktion: Toni Kamula. Medvirkende: Simone Lykke, Anne Reumert, Mira Zein, Anna Olander. Spilletid: 21 min.
Et søskendepar mødes for at rømme barndomshjemmet forud for farens begravelse. Opvæksten har ikke været nem, men alligevel har Ida og Emily formet sig i hver deres retning.
Ida er fremadskuende og positiv, om end som en trodshandling. Emily er en såret sjæl, og hun har hverken glemt eller tilgivet. På én dag tydeliggøres forskellene, mens ejendomsmægleren bliver kontaktet og effekterne gennemgået. Det kommer til konflikt, men udvikler sig aldrig til åben krigsførelse.
Af alle årgangens kortfilm er ’Søstre’ måske den, der bruger formen renest. Den nærmere baggrund for fortidsspøgelserne tilbageholdes. Man kender ikke svigtets eksakte natur. Det kan være et kæmpe ét eller nogle mindre, der er akkumuleret over tid. Derved bliver fortællingen mere spændende, end hvis kælderdybet havde haft øjne. Den enkelte kan frit tolke og læse medbragte familierelationer ind.
At hovedrollerne Simone Lykke og Anne Reumert ikke ligner hinanden udseendemæssigt, hjælper ironisk nok på overbevisningsevnen.
’Sombra’
Instruktion: Kristian Sejrbo Lidegaard. Medvirkende: Charlotte Munch, Victoria Carmen Sonne, Emma Sehested Høeg. Spilletid: 25 min.
Mor (Charlotte Munck) og datter (Victoria Carmen Sonne) er på et ophold ved Møns Klint. Bedsteveninden (Emma Sehested Høeg) er blevet inviteret forbi. Eller bedsteveninder var de i hvert fald engang. Faktisk er det mor Sonja, som i hemmelighed har hidkaldt Anna.
Pigen er umiddelbart mere hendes type end datteren, der hele tiden vil i vandet eller sidder fordybet i egne tanker. Uden at ville det opstår der en alliance mellem den hvidhvinsglade kvinde og den urbane gæst. Julie kommer nu og da ind fra bølgerne, men for det meste er kameraet rettet mod de to på stranden
Hyggestemningen slår små sprækker undervejs, men det er først i de sidste minutter, at ’Sombra’ forvandler sig til en helt anden historie. Klinten ser pludselig faretruende ud, ligesom underlægningsmusikken slår gyser-strengen an. Det sker så brat, at jeg gerne ville have haft nogle ekstra minutter. Munck spiller sin rolle uden antydningen af forfængelighed, og ’Anna Pihl’ er gudskelov lysår borte.