Om under en måned er det Valentines Day. Det er tiden for blomster, gaver og kærlighedsserenader, men du kunne jo også baret tænde for en Netflix-film.
14. februar har Netflix premiere på ’Girlfriend’s Day’ med ’Better Call Saul’-skuespilleren Bob Odenkirk i centrum. Og på trods af den sødladne titel er det ikke en klassisk Valentines-film.
Bob Odenkirk spiller den negative, ideløse og fraskilte tidligere Hallmark-kortforfatter, som hører om en konkurrence, hvor det mest romantiske kort skal findes til den nye mærkedag, Girlfriend’s Day. Han bliver viklet ind i et net af mord og bedragerier, som skaber drama i den lille by, han bor i.
’Girlfriend’s Day’ er instrueret af relativt upåagtede Michael Stephenson (’The American Scream’) og har også folk som Amber Tamblyn, Ed Begley Jr., Stacy Keach, Rich Sommer, Andy Richter, Stephen Michael Quezada og Alex Karpovsky på rollelisten.
Læs også: Gus Fring vender tilbage – se den falske reklame, der afslører comebacket