’60 Minutes of Mew’: Rockbandet fremstod som statister i mødet med symfoniorkester

»Jeg gad sgu godt have hørt ‘156’ og ‘Special’ med symfoniorkester«.

Spredte udbrud af uforløst stemning kunne mærkes blandt Mew-fans, da vi forlod Konservatoriets Koncertsal efter gruppens ambitiøst opsatte koncert med symfoniorkesteret Copenhagen Phil i ’60 Minutes of’-konceptet, som tidligere har omfavnet grupper som When Saints Go Machine og Efterklang.

De efterfølgende kommentarer cementerede, at dette havde været en koncert for feinschmeckere. Der var luget ud i de populære sange, og fokus lå primært på de mere komplekse stunder fra ‘And the Glass Handed Kites’ og ‘+ -‘.

Det fungerede fint i ‘Making Friends’, hvor piccolofløjterne og messingblæserne accentuerede de melodiske hooks, og i det nye nummer ‘Carry Me To Safety’, som i sin indspillede form også gør brug af et smægtende symfoniarrangement.

Den klassiske musiks højtsvungne dramatik mødtes også i et vellykket rendezvous med den ambitiøse komposition ‘Rows’, og her blev man henført i, hvor selvfølgeligt Mews progressive rockmusik lod sig transformere til symfoniske toner. Hvordan de intrikate melodier harmonerede med de klassiske arrangementer fremgik i særdeleshed af aftenens højdepunkt, hvor ‘Louise Louisa’, ‘An Envoy to the Open Fields’ og ‘White Lips Kissed’ på elegant vis var fintmasket til en sammenhængende musikalsk suite.

Det tog dog lidt tid, før aftenens hovedpersoner havde vænnet sig til den unikke opsætning. Johan Wohlert indtog en siddeplads ved siden af Silas Graae, og begge musikere var i perioder nærmest overflødige i de klassiske arrangementer. Desuden syntes Jonas Bjerre påvirket af premierenerver, da hans vokal i ‘Satellites’ og ‘Water Slides’ ikke ramte alle toner knivskarpt.

Nu hvor Mew atter er en trio, afventede man med spænding, hvordan ‘Comforting Sounds’ ville lyde uden Bo Madsens guitarintro. Den var erstattet af blide pizzicato-pluk på violinerne og et afdæmpet arrangement, hvor man desuden bemærkede, hvor meget Graae holdt igen bag trommerne. Af samme grund udeblev sangens vanligt grandiose finale.

Det var sådan set ganske sigende for oplevelsen som helhed. Bandet virkede tydeligt benovede over dette, på papiret, match made in heaven, men selv om Bjerre hurtigt genfandt sin vokals fulde kontrol, undslap man ikke fornemmelsen af, at Mew fremstod som statister i en symfonisk hovedattraktion fremfor det selvsikre rockband, hvis sange så smukt foldede sig ud i hænderne på det 45 m/k store ensemble.

Der var momenter af klimaks, men den fulde forløsning udeblev.

Læs også: Mew annoncerer nyt album ‘Visuals’ – hør første single ‘Carry Me To Safety’