1. Samsung Galaxy A3/A5 (2017)
Galaxy A-serie er Samsungs svar på en smartphone i mellemklassen. Selvom de to modeller hedder det samme som sidste års A-modeller, skal man dog ikke lade sig snyde. De har fået en opdatering, og her får du faktisk en del smartphone for dine penge.
A3 er som sædvanlig den mindste af de to. Den kommer nemlig med en 4,7 tommer 1280 x 720 HD-skærm, hvor A5’eren kommer med en 5,2 tommer 1080 x 1920 Full HD-skærm. Ligesom Samsungs Galaxy S7-serie, er A-serien nu IP68-godkendt, som betyder at den er vandtæt ned til en meters dybde i op til 30 minutter. Derudover kommer begge de nye A-modeller nu med samme hurtige fingerscanner, som der sidder i de dyre S7-modeller.
A-serien er smartphones i mellemklassen, og derfor er deres specs også derefter. De kommer med henholdsvis 1,6 og 1,9 GHz Octa-core processorer, 2 og 3 GB RAM, 16 og 32 GB lagerplads, som kan udvides med helt op til 256 GB, og 2.350 og 3.000 mAh batterier, som selvfølgelig lades via USB-C.
Kameraerne er på hhv. 13 og 16 MP og ser ud til at være helt tilforladelige. Faktisk er alle specs i de to smartphones godkendt og dette bliver især understreget, når man kigger på den lave pris. Samsung Galaxy A3 og A5 koster nemlig kun henholdsvis 2.750 og 3.490 kroner og kan købes allerede nu i farverne Peach Cloud, Gold Sand og Black Sky.
2. Denon AH-D7200
Denon har altid været kendt for sine gode hifi-produkter, og de nye AH-D7200 ser ikke ud til at ændre på dette. Designet kan godt vise sig at dele vandene, men det er heller ikke der, Denon har lagt deres fokus. Med AH-7200 finder du nemlig hverken banebrydende design, trådløs lyd eller aktiv støjreduktion. Med AH-7200 handler det om komfort og ikke mindst lydkvalitet.
AH-D7200 er Denons flagskibshovedtelefoner og kommer med ørestykkerne udført i valnøddetræ og en ledning af ultrarent kobber, som Denon kalder det. Dette er med til at give en suveræn lydoplevelse, som dog ikke er målrettet dig, der mest lytter til musik via Spotify fra din smartphone. Denon anbefaler nemlig, at du anskaffer dig en seriøs separat hovedtelefonforstærker, hvis du ønsker den fulde lydkvalitet fra AH-D7200.
Denon AH-D7200 er high-end lyd til en high-end pris, nemlig 5.499 kroner.
3. Nokia 3310
Der var høje forventninger, da rygterne om den nye Nokia 3310 begyndte at svirre. Nostalgien og udsigten til en mobiltelefon, der kan holde strøm i ugevis, og nærmest er umulig at ødelægge, fik folk helt op at køre. Og ikke nok med det, så blev vi lovet et design, der var meget tæt på den oprindelige 3310 fra år 2000 og til en pris under 400 kr.
Lige inden det årlige smartphone-mekka Mobile World Congress, fik vi så den nye 3310 at se. Og det var ikke et kønt syn.
Rigtigt nok lover det rebootede Nokai, at den nye 3310 er billig, holder strøm i lang tid og har fysiske knapper som den originale, men den ligner ikke den originale 3310, og er faktisk endt med at være temmelig grim. Det tager hele nostalgi-aspektet ud af projektet, og når det er væk, så er der altså andre candybar-telefoner med fysiske knapper og lang levetid.
Den nye 3310 kommer med Nokias 3.0 OS og Nokia lover mere end 22 timers taletid på en enkelt opladning, og helt op til en måneds standbytid. Den understøtter microSD kort op til 32 GB og kan afspille MP3-filer. Du kan altså lagre musik på den og det kan være praktisk, når nu der ikke er Spotify på den. 3310 kommer med en 2.4 tommer skærm og et 2 MP kamera. Den bliver tilgængelig i fire farver: Rød, blå (den der mest ligner den originale), gul og grå.
Vi ved endnu ikke præcis hvornår den kommer til salg i Danmark, men Nokia siger andet kvartal af 2017 og forudbestillingerne er startet i eksempelvis England. Prisen kommer til at være omkring 500 kroner.
4. Sonos Playbase
Med Playbase vil Sonos løse et stadig stigende problem: Dårlig lyd i tyndere og tyndere fjernsyn. Tidligere har de fokuseret på deres Playbar, som er tiltænkt væghængte fjernsyn, men Playbase er til dig, der har dit fjernsyn stående på en fod.
Playbase er en Sonos-højtaler, som vi kender den, men er kun 5,8 cm tynd. Det lyder måske ikke helt vildt, men med ni højtalere og en subwoofer under overfladen, er det ret imponerende, hvad Sonos har formået med Playbase.
Playbase er af samme høje kvalitet som deres andre produkter, og den gør en mærkbar forskel, når den kommer under dit fjernsyn. Den kan selvfølgelig knyttes til Sonos-appen, og herfra har du mulighed for at ændre lydoutputtet, så det passer til netop det TV, du ser. Den fås i sort og hvid, og kan købes på Sonos’ egen hjemmeside fra 4. april til 5.999 kroner.
5. B&O Play Beolit 17
Du kender nok forgængerne til B&O Play Beolit 17, i det retro-skarpe design, der mest af alt ligner en madkasse.
Den nye model ligner til forveksling de to forgængere, men 17-modellen er pakket med bedre lyd og en USB C-indgang, der formindsker opladningstiden gevaldigt. Yderligere kommer Beolit 17 med seneste version af Bluetooth, der giver en stærkere, længererækkende og mere sikker forbindelse. På den nye højtaler er der denne gang tilføjet en Connect-knap. Den kan mappes til forskellige funktioner via Beoplay-appen, og blandt andet fungere som en dedikeret vækkeur-knap, en one-touch knap til en specifik yndlingssang eller skifte mellem B&O’s ToneTouch-lydindstillinger.
Desværre er der ikke gjort nogle forbedringer på levetiden. Beolit 17 kommer med samme 2.200 mAh-batteri som forgængeren Beolit 15. B&O Plays’ Beolit 17 er allerede på hylderne i butikkerne og kan købes på B&O’s egen hjemmeside for 3.799 kroner.
6. Nintendo Switch
Nintendo har endelig løftet sløret for deres længe ventede konsol og Nintendo Switch skuffer ikke. Det er en hybrid imellem en håndholdt og en stationær konsol med Wii-lignende controllere, der kan klikkes fast på en tablet.
Nintendo Switch kommer med en højre og en venstre controller, en tablet og en dock. De to controllere kan enten bruges i hver hånd, klikkes fast på en Xbox-lignende controller eller klikkes direkte på selve konsollen, som er en 6,2 tommer 720p-tablet. Denne tablet kan enten bruges for sig selv eller sættes i den medfølgende dock, hvorefter billedet bliver sendt op på dit TV. Det ser smart ud, det ser nemt ud og det ligner netop det, vi håbede på fra Nintendo.
Switch kommer med en Nvidia Tegra SoC processor, 32 GB lagerplads som kan udvides med microSD og et 4.319 mAh batteri. Batteriet lades gennem USB-C og Ifølge Nintendo giver det ca. seks timers spilletid på farten.
Desværre er der ikke ret mange spil at vælge imellem lige nu. Faktisk er der kun ‘Just Dance’, Nintendos eget ‘1-2 Switch’, ‘Snipperclips’ og det helt nye ‘Zelda’-spil. Vi er dog blevet lovet titler som ‘Skyrim’, ‘LEGO City Undercover’ og ‘Mario Kart 8 Deluxe’ i den nærmeste fremtid.
Nintendo Switch er i butikker nu og koster 2.790 kroner.
7. Huawei Mate 9 Porsche Design limited edition
Huawei lancerede i efteråret en version af deres populære Mate 9, der var designet af Porsche. Den kommer nu til Danmark til de, der har lyst og råd til at have en Porsche i lommen.
Og du skal virkelig have en forkærlighed for Porsche, for det er basalt set samme smartphone som Huawei Mate 9 Pro, bare i andre materialer, med et lille Porsche-logo og et næsten dobbelt så højt prismærke.
Når det så er sagt, så får du i al fald en kraft- og effektfuld smartphone. Den køre på den eftertragtede Kirin 960-processor, der hører til i den absolutte topklasse og stilrent, sort og aerodynamisk designet inspireret af bilindustrien.
Huawei Mate 9 Porsche Design kan købes på Elgigantens website og i udvalgte butikker fra på fredag. Prisen er på 10.999 kroner. Alternativt kan den stort set samme smartphone – bare uden Porsche-design – fåes for 5.900 kroner.
8. Philips Spin360 BT6700
Fra Gibson kommer Philips Spin360 BT6700, som er deres seneste bud på en transportabel trådløs højtaler. Det er en lille sort og blå sag på kun 500g, og så er den vandtæt. Netop det at den er vandtæt, gør den ideel at have med på farten, i parken eller bare med i bad om morgenen. Det er en Bluetooth højtaler, og den kommer med noget som Philips kalder for Multipair, som gør at der kan tilsluttes to enheder til højtaleren, som begge kan skifte musik, styre lydniveau osv.
Ifølge Philips kan Spin360 BT6700 holde strøm i op til 8 timer på en enkelt opladning, hvilket formentlig nok skal holde til en tur i parken, men heller ikke mere end det. Det ville have været fedt at se et lidt større batteri med lidt mere power på.
Højtaleren har et 3,5 mm jack-stik til audio-in, så du kan afspille musik via et kabel, hvis der skulle være bøvl med Bluetooth-forbindelsen. Oven i hatten får du også en indbygget mikrofon, så det er muligt at bruge Spin360 BT6700 til telefonmøder. Noget vi ikke tror, at vi nogensinde kommer til.
På trods af det lange navn, virker Philips Spin360 BT6700 som en god lille højtaler til badeværelset, eller til at have med i skoven eller parken. Den kan købes nu og koster 799 kroner.
Læs også: Månedens gear og gadgets: MacBooks med touchskærm, Googles flagskib og legendarisk pladespiller