(Spoiler alert: Handlingen i de tre podcasts ’Serial’, ‘Missing and Murdered: Who Killed Alberta Williams’ og ‘Uløst’ bliver omtalt i det følgende).
KOMMENTAR. Der bliver flere og flere af dem. True crime-podcasts, som tager for længst arkiverede mordsager op og forsøger at gøre det, som ingen før har haft held med: at opklare gåderne og kaste lys over den virkelige gerningsmand. Og vi labber det i os.
’Serial’ startede som bekendt bølgen af true crime-podcasts tilbage i efteråret 2014 og udkommer med en spinoff, ’S-Town’, i dag, 28. marts, også med en mordsag i fokus. Den fik millioner af lyttere med om bord og gik forrest med fortællegreb som at lukke lytteren ind i journalistens arbejdsværelse og holde lytteren hen i åndeløs spænding med cliffhangers, nye mistanker og eminent beskrevne karakterer.
Men podcasten slog også en trend an, som alle de true crime-podcasts, jeg efterfølgende har hørt, desværre fortsætter. Nemlig at lover så uendeligt meget mere, end de kan holde. Hvilket er til irritation for mig som lytter, men også med bekymrende etiske udfordringer til følge.
Det seneste eksempel, jeg har stiftet bekendtskab med, er ’Missing & Murdered: Who Killed Alberta Williams?’ fra canadiske CBC. Her undersøger journalisten Connie Walker et mord på en 24-årig kvinde, der fandt sted i 1989, foranlediget af et tip fra en af efterforskerne på sagen. For at gøre en lang – og for det meste virkelig spændende – historie kort, gør Walker en masse krumspring, peger på flere mulige gerningsmænd, barrikaderer den hovedmistænktes hus og bringer optagelser med ham uden hans samtykke, blot for i sidste afsnit at konkludere:
»Det er sandsynligvis ret åbenlyst nu, at selvom det her er vores sidste afsnit, så kommer vores efterforskning ikke til at blive bundet sammen i en fin sløjfe. Vi finder måske aldrig ud af, hvem der dræbte Alberta Williams«.
Super. Og det siger I så efter at have efterladt adskillige mellem-suspekte familiemedlemmer i perfekt skudhøjde.
Walker understreger, at det ikke var meningen at ende med flere spørgsmål end svar. Alligevel er det netop, hvad der sker, og det peger på, hvor fængende, men også farligt, det er, når journalistens researchs bliver lagt frem, efterhånden om den skrider frem, så vi som lyttere kan føle, at vi er med i processen, og tilrettelæggerne kan holde deres ansvar belejligt ud i strakt arm.
Lige som i ’Serial’ udgør det en genial motor for historien, som bringer mindelser om de bedste fiktions-tv-serier, men her er de medvirkende bare virkelige, sagerne er virkelige, hvilket først for alvor går op for én, når serien slutter, og der stadig ikke er fundet noget svar.
For hvad gør man, når der ikke kan findes noget fældende bevis mod de navngivne mistænkte, og produktionstiden er brugt op? Burde man så overhovedet have sendt mistankerne ud i verden?
I podcasten om Alberta Williams forsøger journalisten at redde den i land ved at indikere et større perspektiv, nemlig at historien handler om mere end Alberta. Den handler også om alle de andre forsvundne, dræbte indfødte kvinder, som alt for ofte forsvinder på den vej, som har fået tilnavnet Highway of Tears. Det er en fin pointe, men det fjerner ikke for alvor fokus fra det faktum, at hun intet har tilføjet til sagen udover momentvis spænding og en skudsalve af løst krudt mod mennesker, som hun og de medvirkende mistænker.
Det efterlader hele projektet i en stor etisk mudderpøl, hvilket også gælder den prisvindende norske krimipodcast ’Uløst’ fra 2015, som VG står bag. Det er en dragende fortælling, hvor to journalister forsøger at opklare sagen om 17-årige Birgitte Tengs, der forsvandt i 1995 og siden blev fundet dræbt i vejkanten tæt på sit hjem på en lille norsk ø. Heller ikke her lykkes ansatsen til et større perspektiv med at retfærdiggøre den uforløste slutning.
Mit ydmyge håb er, at ’Serial’ i den nye sæson lever op til sit enorme potentiale og tager sit ansvar alvorligt. Ikke flere løse mistanker, ikke flere efterforskninger, der leverer flere spørgsmål end svar. Jeg håber, at de retfærdiggør, hvorfor historien skal fortælles.
Og måske – hvem ved – opklarer mordet?
Læs også: Anmeldelse af ‘S Town’