Når Kendrick Lamar udgiver et nyt album, spidser man ører i sjældent set grad – ikke alene fordi han er verdens pt. største ordekvilibrist, men fordi han i hvert projekt nærmest udlægger en skattejagt for sine lyttere, som inciterer til fordybelse, opdagelse og udforskning.
At vælge et favoritnummer på ’Damn’ – som jeg i sidste uge honorerede med fuld plade – virker praktisk talt som en umulig opgave. Hvad enten det drejer sig om det fobiske afsæt i ’Fear’ eller ugidelighedens monotoni i ’Lust’ eller noget helt tredje, er der som sædvanlig et ocean af fænomenal vellyd og selvransagelse at dykke hovedkulds ned i.
Men ingen af sangene inkarnerer albummets tematiske kerne som lukkenummeret ’Duckworth’: Værkets Motown-agtige, nærmest mytiske plottwist, der virker alt for godt til at være sandt, men faktisk er en gengivelse af rigtige begivenheder.
Som ’Duckworth’ skrider frem, afsløres sangens to hovedpersoner – bandemedlemmet Anthony og KFC-medarbejderen Ducky – at være henholdsvis Anthony ’Top Dawg’ Tiffith (Kendricks label-boss) og Kenneth Duckworth (Kendricks far).
Deres vidt forskellige skæbner krydsede tilfældigvis spor en fordums dag på sidstnævntes arbejdsplads, hvilket kunne have ført dem begge på eksistentiel kollisionskurs, hvis ikke det havde været for Duckys indsmigrende snarrådighed.
Noget nær en choktilstand overgik mig, da jeg indså, hvad ’Duckworth’ egentlig handler om: Det er ikke alene en oprindelseshistorie, der er en hiphop-superhelt værdig, det er også bindeleddet mellem snart sagt hele Kendricks eksistentielle nervekrig på ’Damn’.
Efter Kendrick afsluttende løfter sløret for hele plottwistet på ’Duckworth’ – »Because if Anthony killed Ducky / Top Dawg could be servin’ life / while I grew up without a father and die in a gunfight« – høres et pistolskud, inden lyden af hele ’Damn’ spoles tilbage til ouverturen ’Blood’, der ligeledes ender med et brag.
Det symboliserer, hvad der ifølge Kendrick selv kunne have været: At stjernerapperens skæbne kunne være endt som endnu en begrædelig, banderelateret drabsstatistik, hvis ikke faren (med gratis KFC-kylling) havde smigret sig ind på den kriminelle Tiffith. Hvis Top Dawg havde skudt Ducky, havde Kendrick manglet både sin far og sin musikalske vejleder.
Den evige diskussion: Arv vs. miljø
’Duckworth’ spekulerer altså i Kendricks dna og lod i livet, og nummeret blander sig dermed også i den endeløse diskussion omkring, hvad der skaber en skæbne: Arv kontra miljø.
Kendrick er gennem hele ’Damn’ nemlig i tvivl om, hvorvidt han selv har tilkæmpet sig sit (i øvrigt yderst velfortjente) rap-herredømme, eller om frelserkaldet lige siden KFC-episoden har været prædestineret af en højere magt. I grove træk er det netop dette tema, albummet tager livtag med.
Men hvad er svaret? Er det Kendricks arv eller miljø, der har gjort ham til verdens største rapper? ’Duckworth’ afslører implicit, at det nok er en blanding af begge.
Det er takket være faderen Ducky (Kendricks arvemæssige afsæt), at KFC-hændelsen, som var en tilsyneladende vilkårlig plyndring i Comptons forhutlede dårligdom, ikke udviklede sig til mere end et simpelt røveri.
I stedet for at ende i flersidet tragedie skabte Anthony og Duckys sammentræf en positivt udslagsgivende sommerfugleeffekt i livet hos den endnu purunge Kendrick, der både voksede op med en faderfigur og senere tilmed fik chancen for at blive opdaget og signet af Tiffith, som altså ikke blev forvist til et liv bag tremmer.
Selv om Duckys snarrådighed sandsynligvis reddede hele tre liv fra skelsættende vanskæbne, var det dog Comptons ramponerede miljø, der i første omgang bragte alle parter i sådan en ufordelagtig position.
Og heri ligger netop det tveæggede dilemma, som Kendrick alluderer til på ’Damn’: Ganske vist var det en følge af Compton-miljøet, der var marginaler fra at tage livet af Kendricks far, men selvsamme Los Angeles-miljø affødte Kendricks mesterlige kraftpræstation af en major label-debut, ’good kid, m.A.A.d. City’, der netop udnyttede Compton-opvæksten som en kunstnerisk fordel og katapulterede Kendrick op i hiphoppens elite.
Med andre ord havde Kendricks hidtil enestående karriere muligvis aldrig set dagens lys, hvis ikke det netop havde været for både faren og Compton, arven og miljøet. Havde det ikke været for Compton-opvæksten, havde Kendrick formentlig ikke været det eminente rap-forbillede, han er i dag.
’Duckworth’ bærer altså en afgørende dobbeltrolle på ’Damn’, da den både agerer bindeled for hele værket, men samtidig også er et hovedbrydende ‘hvad-nu-hvis’.
Hvad nu, hvis Ducky ikke havde spottet den potentielle katastrofe på afstand? Og hvad nu, hvis Tiffith – til trods for Duckys særbehandling af ham – alligevel havde sendt hele kyllingegesjæften op i røg den skæbnesvangre dag? Havde der så overhovedet været nogen Kendrick Lamar Duckworth, som vi kender ham i dag?
Spørgsmålet giver mig lyst til at citere den kære Kanye Wests uudslettelige takketale fra 2005’s Grammy Awards.
I guess we’ll never know.
Læs anmeldelse: Kendrick Lamar ‘Damn’