Gucci Mane på Roskilde Festival: Overlegen og rowdy hiphoplektion

Gucci Mane på Roskilde Festival: Overlegen og rowdy hiphoplektion

Det er med rette, at Gucci Mane kaldes en trapgud. Som hiphopverdenens måske skarpeste tastemaker og trendsetter er Gucci den absolutte foregangsmand inden for den hiphop, der i disse år flyder ud af USA’s sydstater som lunken hostesaft. Men mens trapmusik har hittet, har trapguden selv siddet fængslet for våbenbesiddelse.

Efter tre år blev Gucci Mane løsladt sidste sommer. Og på Avalon torsdag viste den 37-årige rapper, at han selv er den største. Med overlegen selvsikkerhed og lige så overlegent flow lagde han teltet ned med en overstyret, rowdy hiphopfest uden lige.

Der blev lagt fra med Drake-featuren ’Both’, og herefter kom banger på banger som skud fra en skarpladt AK-47. Gucci fyrede fantastisk blærede linjer som »my money long as a limo / just to show off, I put my wrist out the window« (’Freaky Gurl’) i ét væk, og teltet kogte og sydede, særligt under ’Black Beatles’, men da publikum kravlede op i telttårnene, blev det for meget.

Der blev truet med at stoppe koncerten, og kortvarigt frygtede man et sammenbrud som ved OFWGKTA-showet i 2011 – og her var vi blot 24 minutter inde i showet. Så vidt kom det dog ikke. Folk kravlede ned, og koncerten fortsatte. Men tempoet blev også sat ned, og det lagde en dæmper på festen.

Med et »Gucci back, bitch!« (fra nummeret ’I’m Back Bitch) blev der sat et triumferende punktum for koncerten, der ikke bare var et scoop for Roskilde, men en magtdemonstration og intet mindre end en lektion i moderne hiphophistorie.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Gucci Mane. Koncert. Roskilde Festival, Avalon.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af