Nas på Roskilde Festival: Tordenbas dræbte gylden hiphopnostalgi

Når vi nu ikke kunne få A Tribe Called Quest, virkede Nas som årets bedste bud på kvalitetssikret hiphopnostalgi. Sorry, Ice Cube.

Og selv om det enorme Nas-logo på bagskærmen mest lignede en 90’er-computeranimation (ikke på den fede måde), spillede det hele upåklageligt, da den 43-årige newyorker-rapper målrettet entrerede Orange Scene iført cap, shades, armyprintet jakke og bling-godkendt ur og halskæde og satte i med, hvad der lignede et tidligt knockout i form af ’Get Down’ og fire ’Illmatic’-klassikere i streg: ’N.Y. State of Mind’, ’Life’s a Bitch’, ’The World Is Yours’ og ’Halftime’.

Sangkvartetten fra hans 23 år gamle, ikoniserede debutalbum føltes her lige så friske, som var de skrevet i går, og både Nas og publikums engagement var rødglødende.

Men så var det som om, lydmanden faldt i søvn. For de sprøde sample-detaljer fra jazz- og soulhistorien, som Nas’ bedste numre er bygget på, blev fortrængt af en knusende tordenbas og monotone dunk fra den medbragte trommeslager/backing-sanger. Dermed gik koncerten fra delikat musikhistorisk nakkemassage til næsehårsblafrende gennembankning. Og det var sgu en skam.

Det hjalp heller ikke, at Nas – som mange andre modne rappere, der turnerer med en setliste primært baseret på ældre materiale – gjorde en dyd ud af at udmejsle de historiske linjer via hastige afspilninger af Michael Jackson, Eurythmics og Beethoven, som han sampler på henholdsvis ’It Ain’t Hard to Tell’, ’Street Dreams’ og ’I Can’.

Det var velment, specielt for de yngre festivalgængere, men føltes lidt som pligtstof. Og så lød en af hiphophistoriens største historiefortællere pludselig mere som en skolelærer.

Derfor fusede koncerten stille og roligt ud, hvilket den vigende publikumsmængde også vidnede om, på samme måde som de akavede fem minutter, hvor Nas ventede på at blive kaldt tilbage på scenen, mens klapsalverne blev mere og mere spredte.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival