‘Mysteriet ved Slack Bay’: Juliette Binoche gav mig hovedpine i fransk Cannes-kandidat
‘Mysteriet ved Slack Bay’ er mit første møde med den franske filmmager Bruno Dumont, og måske den er det forkerte sted at begynde. Instruktøren er kendt for sine alvorlige og nøgterne dramaer, men har i de seneste år bevæget sig over i den lettere afdeling, første gang med tv-serien ‘Li’l Quinquin’.
Med ‘Mysteriet ved Slack Bay’, der var udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes sidste år, har han begået en krimikomedie, som underligt nok hverken er særlig mystisk eller særlig morsom. Snarere fremstår den som en big-budget skolerevy, der balancerer mellem det mildt underholdende og det svært enerverende. Det er en skam, for der er potentiale til meget mere.
Hør bare den gakkede idé bag fortællingen. Vi skriver sommeren 1910, og turisterne ved bugten Slack i Nordfrankrig nær Den Engelske Kanal forsvinder på stribe. Kommissærerne Machin og Malfoy – en sær sammenblanding af Dupond og Dupont fra Hergés udødelige tegneserie ‘Tintin’ og stumfilmmakkerparret Gøg og Gokke – sættes på sagen. Ikke ulig deres folkelige forbilleder er de komplet uduelige, og den ene halvdel af duoen bruger det meste af tiden på at rulle ned ad sandklitterne med sit imponerende korpus, angiveligt for at spare tid.
For tilskueren står løsningen på den centrale gåde dog hurtigt klart. En fiskerfamilie kidnapper de velbeslåede sommergæster og æder dem som et alternativ til egnens blåmuslinger. Hvorfor? Jo, der er nok tale om underdoggens hævn, for i ferieperioden ernærer selvsamme familie sig ved (i bogstaveligste forstand) at bære de socialt eleverede gæster over bugten.
I sine bedste øjeblikke formår ‘Mysteriet ved Slack Bay’ at behandle kannibalisme på en så deadpan-agtig manér, at det herhjemme vil lede tankerne hen på kultklassikeren ‘De grønne slagtere’. Det er spøjst, når fiskerbørnene smovses ind i menneskeblod, mens de gumler på en afhugget legemsdel. Og samtidig let genkendeligt, når moren dukker op i døråbningen med sit meget moderlige spørgsmål: »Kan I ikke spise lidt mere?«. Forskellen er blot, at hun her vifter med en fod.
Man klukker stille for sig selv, men desværre bliver det aldrig til mere end det. Emnet til trods er humoren uden virkelig bid, og det munder ud i rene karikaturer. Her er filmens stjernecast i virkeligheden dens største svaghed. Dumont arbejder tro mod sin egen metode med et ensemble bestående af professionelle og amatører, som han har opdaget i nærområdet. Således portrætteres fiskerfamilien af uprøvede kræfter, mens der blandt de ferierende velhavere Van Peteghem optræder mastodonter som Fabrice Luchini og Juliette Binoche. Sidstnævnte gav mig hovedpine.
Binoche er eksalteret på et hvinende og påtaget overklassefransk, der er endnu mere trættende end fiskernes hæse mumlen. Luchini tosser haltende og foroverbøjet rundt, uden det nogensinde virker oplagt, hvem eller hvad han parodierer. Han er bare fjollet. Dumont spæder deadpan-humoren op med tidligere tiders slapstick, hvilket er et mismatch foruden en tom hilsen til stumfilmens komiske genier.
Endelig er der en kærlighedshistorie mellem fiskerdrengen Ma Loute (som har givet navn til den oprindelige titel) og den androgyne Billie Van Peteghem, hvormed de to familier bliver forbundet. I den ombæring strejfes en identitetspolitisk diskussion om køn, krop og normer, der virker anakronistisk og aldrig bliver uddybet. Også her lader det til, at Dumont har haft svært ved at finde fokus under manuskriptskrivningen. Skal filmen nu være samfundssatirisk?
Som den smældfede kommissær Machin taber ‘Mysteriet ved Slack Bay’ hurtigt pusten, og så føles spilletiden på to timer meget lang.
Kort sagt:
Dumonts komedie er en rigtig mellemfilm. Trods skægge påfund bliver den aldrig for alvor sjov.