Tyler, the Creator og Frank Ocean har arbejdet sammen i mange år, og i Odd Future-dagene var Frank gæst på Tylers ‘Goblin’-album helt tilbage i 2011. I disse tider er der andre og mere modne boller på suppen med Tylers nye album ‘Flower Boy’, og i den anledning var rapperen forbi til et interview hos Zane Lowe hos Beats 1.
Her snakkede de blandt andet om Frank Ocean, hvor Tyler i slutningen af det lille klip erklærer sin kærlighed til ‘Blonde’-albummet, som han vægter højere end ‘Channel Orange’.
»’Blonde’ er så sygt. Jeg siger altid til ham (Frank Ocean, red.), at jeg kan lide det meget bedre end ‘Channel Orange’. Jeg kan ikke lide at sammenligne, men den løse struktur og akkorderne på ‘Blonde’ taler til mig mere end ‘Channel Orange’. Men jeg tror, at ‘Channel Orange’ har lidt mere poppede strukturer, hvilket taler lidt mere til folk«.
Tyler og Lowe taler til en start om, hvordan det er at have Frank Ocean i studiet. De fleste går nok rundt med en idé om, at Frank er ekstremt perfektionistisk i studiet, men i samarbejde med Tyler gælder der åbenbart specielle regler.
»Vi har aldrig nogensinde i vores liv planlagt et samarbejde«, siger Tyler, der videre fortæller om, hvordan Frank næsten vælter ind i studiet og laver en melodi på pletten.
Og hvordan hænger det så lige sammen med Franks perfektionisme?
»Vi har en fælles forståelse: Jeg stoler på ham, han stoler på mig«
Læs anmeldelse: Tyler, the Creator ‘Flower Boy’