‘I Am Not Your Negro’: James Baldwin er dybt inspirerende i foruroligende aktuel dokumentar
Det ville være forkert at sige, at der på noget tidspunkt har været stille omkring racerelationer i USA, men de seneste år er de i den grad krøbet op ad den amerikanske dagsorden igen – politisk, aktivistisk og kulturelt.
Selvom valget af Barack Obama måske nok førte til en fornyet tro på forandring, viste modreaktionen med al tydelighed, at racismen ikke er et overstået kapitel: Donald Trump var bannerfører for den konstante miskreditering af Obama som ’rigtig amerikaner’. Og i 2010’erne har protesterne mod det racemæssigt skæve skolesystem, den boomende fængselsindustri og ikke mindst den udbredte politivold rettet mod sorte amerikanere lydt med fornyet styrke.
I det amerikanske kulturliv har racespørgsmål bevæget sig helt ind i centrum af mainstream, musikalsk blandt andet med Beyonces ’Lemonade’ og Solanges ’A Seat at the Table’. I biograferne har prisvindere som ’Selma’, ’Fences’ og ’Detroit’ genskabt og aktualiseret begivenhederne under borgerrettighedskampen i 1950’erne og 60’erne. Tidligere i år blev vi endda begavet med den smågeniale racist-komedie-gyser ’Get Out’, der demonstrerede, hvor creepy (vi) hvide mennesker kan være, så man kunne mærke det helt ned i maven.
Så på mange måder er timingen helt logisk for en dokumentarfilm om James Baldwin. Forfatteren og samfundskommentatoren var både intellektuelt indflydelsesrig og synes samtidig at have været allestedsnærværende i 50’erne og 60’ernes kreative og aktivistiske miljøer. Han kendte alle fra Miles Davis til Marlon Brando.
Filmen er baseret på Baldwins ikke færdiggjorte manuskript til en erindringsbog, hvor han fortæller om sin oplevelse af de tre store borgerrettighedsforkæmpere Martin Luther King, Malcom X og Medgar Evers – han kendte dem alle tre personligt, og alle tre blev myrdet, fordi de kæmpede for sorte amerikaneres rettigheder.
’I Am Not Your Negro’ er en mangfoldig og fragmentarisk collagedokumentar, der på en og samme tid forsøger at gøre mindst fire forskellige ting: Skildre de tre dræbte mænd, tegne et portræt af James Baldwin selv, skitsere den amerikanske racismes smertefulde historie i det 20. århundrede og trække tråde op til vor tids konflikter og sammenstød. Det er noget af en mundfuld, som instruktør Raoul Peck lykkes med i forbløffende høj grad.
Filmen blander historiske optagelser, tv-klip med Baldwin, fotografier og meget andet. Den røde tråd er uddrag fra Baldwins ufuldendte manuskript og breve til hans forlægger, som læses op af Samuel L. Jackson. Det gør Jackson (naturligvis) med passende pondus og nerve, men det er nu alligevel de mange klip med Baldwin selv, der holder taler eller giver interviews, der står stærkest: Her mærker man det unikke intellektuelle talent, der formår at formidle sine rystende samfundsanalyser med rolig autoritet og retorisk svirp. På en gang anklagende og imødekommende, harmdirrende og afmålt.
Relevansen af Baldwins tanker i dag er ikke svær at få øje på, og Raoul Peck havde sådan set ikke behøvet at indsætte nutidige klip fra blandt andet Black Lives Matter-protester for, at man forstår den pointe. Som Tina Fey og Amy Poehler jokede i forbindelse med Golden Globe-nomineringen af ‘Selma’: »’Selma’ is about the American civil rights movement that totally worked and now everything’s fine«.
Alt er bestemt ikke fint og godt i USA i 2017. I skrivende stund er præsident Trump i fuld gang med et flere dage langt Twittter-angreb på de sorte football-spillere, der i solidaritet med ofrene for politivold knæler under afspilning af nationalsangen. Som Baldwin siger i filmen i et tv-klip fra 1968 i studiet hos den meget hvide talkshow-vært Dick Cavett: Når en hvid mand kræver sin frihed, hyldes han, når en sort mand gør præcis det samme, kriminaliseres han og bliver sat på plads som den ’nigger’, han er.
James Baldwin er i den grad aktuel, og man kan godt forstå, at nye generationer af sorte forfattere og intellektuelle som Ta-Nehisi Coates stadig inspireres af ham. Det bliver man også selv, så gå ind og se Raoul Pecks medrivende filmiske essay – hvad enten du interesserer dig for USA’s nyeste fortid eller for landets plagede nutid.
Kort sagt:
Med den karismatiske forfatter James Baldwin i centrum trækker dokumentaren ’I Am Not Your Negro’ elegante linjer gennem den amerikanske borgerrettighedshistorie. Det er 30 år, siden James Baldwin døde, men hans uforglemmelige analyser af den amerikanske kulturs iboende racisme er deprimerende aktuelle.