Slowdive i DR Koncerthuset: Shoegaze-legender var ligaer over de fleste andre

Når man har været til koncert, bliver man ofte spurgt: ’Hvad var højdepunkterne?’

Lørdagens koncert med det legendariske shoegaze-band Slowdive var ét langt klimaks, hvor man var totalt opslugt af liveoplevelsen, som til fulde understregede gruppens format og formåen.

Tidligere på året udgav det britiske firkløver deres første album i 22 år, ligesom de også lagde vejen forbi Roskilde Festival, og nu var tiden altså oprundet til deres eget headlinershow i DR Koncerthusets Studie 2.

Fra det første anslag i ‘Slomo’ stod det lysende klart, at der var en koncertaften af de helt store i vente. En luksuøs vellyd strømmede ud fra Simon Scotts trommer og de ringlede guitarflader fra Neil Halstead og Christian Saville, og man var øjeblikkeligt indhyllet i de storslåede teksturer.

Bandet anvendte ligeledes visuals, der som forstærkende markører fuldendte indtrykket og oplevelsen. I ‘Catch the Breeze’ var det således som om vi nærmest blev ført igennem den kalejdoskopiske stjernetåge, der udgør finalen i Stanley Kubricks ‘2001: A Space Odyssey’.

Bandet var ligeledes særdeles gavmilde med det musikalske udvalg, hvor vi blev trakteret med mange stjernestunder, som havde perfekte rammer at boltre sig i.

Et krautrockende groove bølgede i ‘Star Roving’, hvor bassen og en shaker bidrog til den inciterende puls, og ‘Avalyn’ antog karakter af en postrock-symfoni med granitskælvende guitarbrus, som Rachel Goswells vokal svævede ind og ud af. Gruppens øre for den gode popmelodi blev understreget med ‘No Longer Making Time’ og ‘Sugar for the Pill’, der blev mødt med aftenens største bifald.

Det vakte ligeledes stor applaus, da Halstead tog en klædeligt afvekslende detour fra det massive lydbillede med en tyst ‘Dagger’, der havde en stærk effekt på publikum. Her var der tårer at spore i øjenkrogene. En bekræftelse på, at Slowdive formår de afdæmpede momenter i deres udtryk med ligeså stærk gennemslagskraft som kaskaderne af distortion.

Med blikkene fæstnet mod scenegulvet i ‘Golden Hair’ mod slutningen var Slowdive en fysisk manifestation af genren, de har været med til at definere.

Det var livsbekræftende at overvære et band så vitalt, vedkommende og overlegent næsten 30 år inde i deres karriere. Ikke alene lød det aldeles perfekt, men Slowdive viste også, at de er ligaer over de fleste andre inden for storslået og drømmende rockmusik. En formidabel præstation, der på blændende vis lykkedes med alt.