Slowdive: Roskilde-aktuelle shoegaze-pionerer gør fremragende comeback
Få rockgenrer har så klart optrukne karakteristika som shoegaze og dreampop. Det er som om, der svæver en tidløs stoflighed gennem hovedkomponenterne af skiftevis bragende og atmosfæriske guitarlag og døsigt hypnotiske vokaler. Af samme grund kan årerne snildt passere revy, uden at den musikalske magi evaporerer.
I 2013 udsendte genreikonerne My Bloody Valentine deres første album i 22 år, og siden har støjelskende frænder som The Jesus and Mary Chain og Ride gjort dem kunsten efter – førstnævnte udsendte et album i marts, mens Ride har udsendt singler som optakt til comeback-albummet ’Weather Diaries’, der lander i juni.
Nu er endnu et ensemble med blikket fæstnet mod rumklang og distortion trådt ud af kulissen igen. Pudsigt nok er der også gået 22 år siden, de sidst var albumaktuelle, og hvor My Bloody Valentine navngav deres udspil efter bandinitialerne, har Slowdive døbt deres nye opus efter sig selv.
Selv om den kreative flamme i de mellemliggende år har blusset i bandet Mojave 3 med gruppens hovedkræfter, de to vokalister og guitarister Neil Halstead og Rachel Goswell, er det tydeligt, at de nu er tilbage ved udgangspunktet, som definerede deres løbebane i start-90’erne.
To årtier har ikke sat synlige spor hos Slowdive, som på dette fjerde album tager afsæt i stemningen fra gruppens stjernestund ‘Souvlaki’ fra 1993.
Med sfæriske klangflader og phaser-indsvøbte stemmer teleporterer dreampop-perlen ‘Slomo’ straks én tilbage til en pastelfarvet 90’er-drøm – det er ingenlunde en ubekvem tidsrejse. Ligesom den himmelstræbende ‘No Longer Making Time’ og ‘Everyone Knows’ er frydefulde tour de forcer i shoegaze med grandiose wall-of-sound guitarer og sødmefyldte tågede vokaler, der minder én om, hvorfor man forelskede sig hovedkulds i genren.
‘Star Roving’ og den afdæmpede ‘Sugar for the Pill’ indbyder ligeledes til tryk på repeat-knappen, men derimod bliver de repetitive klaverstrofer i ‘Falling Ashes’ en anelse langtrukne, ligesom ‘Don’t Know Why’ er en lige vel magelig affære. Men det er mindre anmærkninger i et helstøbt værk.
Parallellerne til My Bloody Valentine ligger til højrebenet, og hvor Kevin Shields på ‘m b v’ i lidt forceret grad delvist søgte at opdatere shoegaze-signaturlyden, ligger Halstead ikke under for sådanne tilbøjeligheder. Tværtimod har han en stålfast tro på det solide ’If it ain’t broke, don’t fix it’-credo, hvilket bevirker, at ‘Slowdive’ hviler helstøbt i sine veldefinerede virkemidler.
Af shoegaze-giganterne fra genrens guldalder i 90’erne har Slowdive således begået det absolut bedste album-comeback. De genopfinder ikke sig selv, men føjer tværtimod et betagende udspil til diskografien og understreger deres position som et fremragende rockband ud i larmende og drømmende ekskursioner.
Kort sagt:
Af de gamle pionerer fra shoegaze og dreampoppens guldalder i 90’erne har Slowdive begået det bedste album-comeback. Ganske enkelt ved at fastholde og eksekvere de veldefinerede virkemidler, som er så bjergtagende og dragende ved disse forgreninger indenfor den alternative rock. En fremragende opvisning i larmende og drømmende ekskursioner.