Velvet Volume claimer rocken tilbage fra far

Velvet Volume claimer rocken tilbage fra far
Velvet Volume.

Savner du dengang, hvor rock var en homogen genre? Ødelagde ’OK Computer’ rockmusikken? Synes du guitarsoli er en mangelvare i musikken?

Så vil Velvet Volume helt sikkert passe godt ind i din pladesamling.

Det har helt sikkert ikke været deres mål, men det er svært ikke at opfatte trioen som et slags konceptband. Tre unge søstre, der lige pludselig vælter ind på festivalscener med rockstjernelook, en fandens energi og en teknisk kunnen, de færreste teenagere kan prale af.

Deres selverklærede idol Jack White forsøgte netop at snyde sig til søskendestatus med Meg White og forstod værdien i at have et stramt koncept at agere indenfor som band. På den front må han være misundelig på de aarhusianske rockister.

På papiret burde det måske ikke, men det overrasker stadig i 2017, når tre unge kvinder på den måde er storambassadører for farrocken af den mere kradsbørstige slags, hvilket Nataja, Noa og Naomi Lachimi i den grad er på deres debutalbum. I løbet af de 12 skæringer er der attitude fra start til slut på et album, der forsøger at fange bandets liveappel.

Med D-A-D- og Dizzy Mizz Lizzy-produceren Nick Foss bag knapperne er sangene produktionsmæssigt blevet komprimeret så hårdt, at det er svært at trække vejret, mens man lytter, samtidig med at lyden føles poleret. Det giver en følelse af rockmusikken fra efter årtusindeskiftet snarere end den rå følelse, et rockkoryfæ som Jimi Hendrix, som Velvet Volume står på skuldrene af, besidder. Desværre.

Klichéprægede titler såsom ’Running Wild’, ’Fire’, ‘Drukkenly Haze’ og ‘C’mon’ afslører nærmest af sig selv, hvad sangskrivningen byder på. Det bidrager egentlig fint til hele konceptfølelsen. Kvaliteten af kompositionerne er dog vekslende, og der ikke helt nok mindeværdige riff og hooks til, at man for alvor får lyst til at gå ned af rockens memory lane. ’Fire’, ’Look Look Look!’ og ’Honey’ gør sig ganske fint, men i længden er albummet en anelse monotont og dynamikløst.


Kort sagt:
Savner du dengang, hvor rock var en homogen genre? Ødelagde ’OK Computer’ rockmusikken? Synes du guitarsoli er en mangelvare i musikken? Så vil Velvet Volumes debutalbum helt sikkert passe godt ind i din pentaton-fetichistiske pladesamling.

Velvet Volume. 'Look Look Look!'. Album. Mermaid Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af