OVO-duoen dvsn træder ud af Drakes skygge med smagfuldt r’n’b-album
I Drake-undersektionen på det populære hiphopforum KanyeToThe.com rygtes det på jungletrommerne, at alle medlemmer af OVO-staben mere eller mindre er tvangsindlagt som slavearbejdere, hvis eneste lod i livet er at pumpe hits ud for den canadiske superstjerne på en nødtørftig kost af brød, vand og Hennessy.
Mens enhver sund fornuft ville mane sådanne (forhåbentlig) opspundne beretninger til jorden, kan min latente konspirationsteoretiker alligevel ikke dy sig helt for at underholde tanken om, at alle OVO-affilierede danser efter Drakes dirigentstok: For har PartyNextDoor ikke skrevet flere af Drakes store hits? Og var det måske derfor, at dvsn’s debutalbum ’Sept. 5th’ ikke indfriede de forventninger, som duoens hemmelighedskræmmeri ellers var kørt i stilling til?
Som det så ofte forholder sig med OVO, er spørgsmålene mange og svarene få. Flere af selskabets artister – herunder navnlig dvsn – har især under opstart yndet at forskanse sig i Drakes skygge, der ultimativt har medført næsten lige så meget uforløst potentiale som gedigen hype.
Heldigvis bryder vokalist Daniel Daley og producer Nineteen85’s albumtoer mestendels med børnesygdommene fra det første album. Tandemens enigmatiske univers af sensuel r’n’b får her et voluminøst løft uden at virke hverken corny eller unødigt ornamenteret, men det er ikke altid, at dvsn’s eruption fra Drakes skygge går rent igennem.
Trap-elementerne – som efterhånden er så en vogue i r’n’b-land, at de ikke kan overraske nogen længere – på eksempelvis ’Don’t Choose’ og ’Keep Calm’ tilføjer samtidssvarende kontravægt til makkerparrets lyssky soveværelsesstemning, men en lille portion af deres dragende mystik forfladiges derved. Disse eksempler tipper ikke skalaen som sådan, men de forbigår chancen for at brygge videre på den gådefulde dis, som dvsn på resten af værket klædeligt omgærder sig med.
Duoen excellerer nemlig, når de strør om sig med lige dele voluptuøs og elegant alfestøv, som når glattungede Daley på ’P.O.V.’ tryller med booty call-prosaen over en behersket underkant af summende bas, senet guitar og hjemsøgende, Maxwell-samplende gospel: »I just wanna change your mood / make you need to change your clothes«.
Fortidens klassiske funk- og souldyder er stadig centrale våben i dvsn’s raffinerede sexarsenal, som i sine bedste momenter forvandler erotikken til næsten cinematiske vignetter, der hører mere hjemme i et smagfuldt croquisgalleri end en teenagers hormonbefængte sexdrømme.
Både ’Mood’s tindrende falset og ’Think About Me’s tunge, lystvåde åndedræt trækker således på den ærekære fusionsgenre quiet storm, der pirker til enhver libido, men samtidig får hjertet til at stikke af eftertænksomme fantomsmerter. Det er vederkvægende i en genre, der i kølvandet på sit stadigt større parløb med hiphop undertiden har det med at fortabe sig i pornoficeret øregas.
På skuldrene af de classy Ginuwine’ske og Maxwell’ske ambiancer, som Nineteen85 hårfint har snedkereret, havde det dog været mere end oplagt for Daley at folde auteurvingerne lige så meget ud som falsetten. Han fletter spidsfindige bryllupsundertoner ind i den skælvende ’Claim’, og outroen ’Conversations In a Diner’ besynger på enormt hjertegribende vis et kuldsejlet forholds døende momenter, men resten af tiden higer man efter samme tekstuelle raffinement til at gå hånd i hånd med produktionernes sitren.
Til trods for albummets sporadiske skønhedspletter fremstår ’Morning After’ imidlertid som et helstøbt panorama over sofistikerede, (post)coitale tanker, som enhver med tidligere (eller aktuelle) hjertesorger vil kunne nikke genkendende til. Og det er som oftest tilstrækkeligt, når det gælder sex og samliv.
Kort fortalt:
I modsætning til dvsn’s underpræsterende debutalbum træder OVO-duoen klædeligt ud af Drakes monumentale skygge på ’Morning After’. Albumtoeren fremstår med sine subtile linjer til både fusionsgenren quiet storm og fordums r’n’b’-croonere som et helstøbt galleri af smagfulde vignetter, men enkelte steder savner man mere raffineret storytelling fra Daniel Daley.