Hemmelighedsfulde dvsn: Drakes r’n’b-lærlinge skuffer ovenpå sublime singler
Det er svært helt at få greb om dvsn alene af den grund, at ingen rigtigt ved, hvem de er. Efter det kom frem, at det var OVO Sound-prospektet Nineteen95, der havde produceret førstesinglen ’The Line’, er der blevet spekuleret i, om han også skulle være manden bag projektet, mens sangeren Daniel Daley ligeledes er blevet nævnt. Hvor Nineteen95 ikke er uvant med opmærksomheden efter at have haft en hånd med i to af den senere Drakes største hits – ’Hold On We’re Going Home’ og ’Hotline Bling’ – er Daley et mere ubeskrevet blad.
Daley har dog siden vist sig som et benådet talent på de følgende singler, allerbedst på ’Too Deep’. Nummeret er et tidløst mesterværk, der dels henter sin æstetik i Timbalands tilbagelænede og temposkiftende rytmestruktur, dels i Brownstones gospelinspirerede staccato-arrangementer, og yderligere får forstærket sit udtryk gennem de morfede keys, der til forveksling kunne lyde som et orgel. Sjældent har moderne urbanmusik lydt så sjælfuldt.
Hvor kor, flødefraseringer og eksplicitte tekster typisk var noget, der hørte 90’ernes mere excessive r’n’b til, har dvsn formået at bevare og nytænke flere af den klassiske r’n’b’s kendetegn på deres hidtidige singler uden at hvidvaske genren til et indie-publikum. Men man skal lytte længe efter lignende på resten af ’Sept. 5th’.
I stedet bliver man som lytter spist af med mere generisk r’n’b, såsom pladens titelnummer. Udover at gentage en af nyere r’n’b’s mest fortærskede signaturer, nemlig den simulerede og shoegazede droneguitar navne som Ben Khan, Jai Paul og Nao allerede har skamredet, er nummeret primært er semipoetisk beskrivelse af seksualakten, som ikke gør os klogere på pladens navngivelse i øvrigt.
Selv om der kan være en vis ræson i at lade musikken gå forud for personerne, er det en risikabel strategi, hvis ikke følgematerialet lever op til forventningerne. Man kan både spekulere i, om albummet er produceret i al hast på grund af hypen om singlerne, eller om selvsamme singler fra start blot skulle bruges som isbrydere til at introducere duoens ’rigtige’ lyd.
Spørgsmålet bliver derfor også hvordan – og hvorvidt – ’Sept. 5th’ fungerer som album. Selv om det ikke er den store skade i disse streamingtider, hvor enhver kan selektere og sammensætte deres egen playliste, ville det i cd’ens tidsalder kunne have tenderet falsk markedsføring. På den måde deler dvsn også et skæbnefællesskab med en anden r’n’b-duo, Rhye, hvor hypen om singlerne næsten også voksede sig større end, hvad deres album kunne imødekomme.
Kort sagt:
’Sept. 5th’ er et udmærket album, men heller ikke mere. Til gengæld gør enkeltnumre som den elegante ’Angela’ og mesterværket ’Too Deep’ om ikke andet pladen værdigt til et par gennemlytninger, hvilket trods alt er en bedrift i et urbant musikmarked, hvor differentieringsparametrene bliver mere og mere ens.