Soundvenue uddeler Fremtidsprisen og 50.000 kroner til Erika de Casier

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fremtidsprisen er Soundvenues nye årligt tilbagevendende pris, der skal støtte grænsesøgende, nye kunstnere, som vi spår en stor fremtid. Prisen er præsenteret i samarbejde med Kissmeyer og uddeles i to kategorier: film/tv og musik.

I går uddelte vi prisen i film/tv-kategorien til instruktøren Annika Berg, og i dag kan vi afsløre, at Erika de Casier modtager Fremtidsprisen i musikkategorien. Med prisen følger et legat på 50.000 kroner, som Soundvenue håber kan medvirke til at skabe et frirum, hvor vinderen kan forme flere nytænkende og udfordrende værker.

Vi spurgte Erika de Casier, hvordan hun kunne tænke sig at fejre prisen, og som videoen her ovenfor afslører, valgte hun en omgang god, gammeldags dansk hygge med sine veninder.

De andre nominerede i musikkategorien var Barselona, Ellis May, RoseGold og Vera.

Juryen i musikkategorien bestod af Benjamin Hav (Benal), Silas Moldenhawer (Kenton Slash Demon og When Saints Go Machine), Coco O., musikchef for Roskilde Festival, Anders Wahrén og Soundvenues musikredaktør, Christian Wolkoff.

Juryens begrundelse for valget af Erika de Casier:

»Erika de Casier er indbegrebet af, hvad Fremtidsprisen står for. En kunstner, hvor åbenhed og nysgerrighed går hånd i hånd med et usvigeligt talent inden for både sangskrivning, produktion og vokal.

Hun afsøger grænser både i musikkens muligheder og blandt sine egne kompetencer. Der er en konstant søgen efter at udvikle sig selv og prøve nye ting af, hvad enten hun perfektionerer den dystre r’n’b i Saint Cava, opdaterer den vokalbaserede house-musik med producerkollektivet Regelbau eller serverer knivskarp popmusik i soloprojektet, som debuterede stærkt i år med singlen ’What U Wanna Do’.

Det føles som om, der er en samlet vision bag alt, hvad hun laver. En nyfortolkning af ældre dyder, som samtidig lyder helt friskt. Hun gør alt i verden for at rykke genkendelige udtryk nye steder hen.

Hvordan holder hun det hele sammen? Med sin karakteristiske og fantastiske vokal. Smuk, sårbar og totalt ubesværet i sin levering, som kan tilpasse sig musikken efter behov. Erika synger ikke bare, hun laver melodier med sin stemme, som i den grad er et instrument i sig selv.

På trods af alt dette står det samtidig soleklart, at vi indtil videre kun har set toppen af isbjerget. Vi ser en fremtid, hvor Erika kan vokse sig til et musikalsk kraftcenter, som kan arbejde sammen med alle – og som alle vil arbejde sammen med.«

Læs alt om Fremtidsprisen på Soundvenue.com/fremtidsprisen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af