Musikårets otte skøreste beefs

Familieintriger, diss-tracks og lyriske såvel som direkte overfald – vi har samlet musikårets vildeste og underligste beefs.
Musikårets otte skøreste beefs
Joe Budden og Migos til BET Awards.
(Foto: Stuart C. Wilson/Getty Images)

1. Marilyn Manson vs. Justin Bieber

En utrolig skør beef mellem to mennesker, man aldrig havde troet ville krydse veje. Men jo – det hele startede i 2016, da Bieber genbrugte et gammelt Marilyn Manson-design med teksten ’Bigger Than Satan’ som en del af sin merchandise-kollektion og solgte t-shirten for ikke så beskedne 195 dollars. Selvfølgelig med Biebers eget navn på ryggen.

Bieber hævdede dengang, at Manson havde sagt god for t-shirten, men i et interview med Consequense of Sound i september udlagde Manson dog en ret anderledes version af historien.

Manson fortalte om sit første møde med Bieber: »Han havde allerede min t-shirt på med sit eget navn, og han sagde til mig: ‘Jeg gjorde dig relevant igen’. Stor fejl af ham«.

Manson endte med at tage al overskuddet for salget af t-shirten, og i et efterfølgende interview hos radioværten Cindy Skully viste det sig, at Manson langt fra havde glemt beefen.

Han sagde om Bieber: »Han er i en slags seksuel religiøs kult med en asiatisk version af Dave Navarro, åbenbart. Jeg kan ikke lide at slås med piger, så jeg vil ikke slås med Justin Bieber«.

Til slut tilføjede han også, at Bieber har en egernhjerne. Ouch.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.


Brødrene Gallagher under en boksekamp tilbage i 2008, inden Liam i 2009 afbrød deres ‘Dig Out Your Soul’-tour og de siden kappede kontakten. (Foto: John Gichigi/Getty Images)

2. Liam Gallagher vs. Noel Gallagher

Den årelange kappestrid mellem de to Oasis-brødre er næsten tragisk. De kan virkelig ikke udstå hinanden. Men de to briters tørre humor og særligt Liams kronisk dårlige humør har alligevel gjort deres rivalisering virkelig underholdende at følge med i.

I år blussede konflikterne for alvor op i forbindelse med Liams soloalbum ‘As You Were’, hvor flere af sangene angiveligt skulle handle om Noel. I et interview med Graham Norton slog Liam det fast én gang for alle: »We don’t like each other, man«.

Det mest komiske indspark i konflikten var uden tvivl, da Noel Gallager optrådte hos Jools Holland med en saksespiller på scenen, hvilket hurtigt fik Liam til tasterne på Twitter. En bruger spurgte: »Har du nogen til at spille saks i aften?«, hvortil Liam svarer: »Desværre, men jeg har en til at spidse en blyant, det lyder sindssygt med lidt reverb på noget godt gear«.

Indtil videre har Noel dog haft det sidste ord i konflikten i år, da han i en af Pitchforks ‘Over Under’-videoer fortalte, at han ville placere Donald Trump og Liam Gallagher i hver deres førerløse bil, så de ville køre ind i hinanden.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Joe Budden vs. Migos

Det var interviewet, der startede tusind memes. Da DJ Akademiks og Joe Budden interviewede Migos på den røde løber før årets BET Awards, spurgte førstnævnte Migos-medlemmet Takeoff om, hvorfor han ikke var med på gruppens kæmpehit ’Bad & Boujee’, hvorefter dennes irriterede, meget mumlede svar (»doesitlooklikeiwasleftofbadandboujee?«) gik viralt.

Derefter stormede Joe Budden ud, da Akademiks åbenbart ikke fik lukket interviewet ned hurtigt nok, og alle tre Migos rejste sig synkront op, tydeligvis klar til hvad som helst. »Hvad er det, du prøver på«, spurgte Quavo, og netop Quavo har senest videreført beefen på sangen ’Ice Tray’, hvor han kalder Budden for en »pussy«.

’Ice Tray’ gæstes også af rapperen Lil Yachty, der også har beefet med Budden og blandt andet spillet en koncert i en ’Fuck Joe Budden’-hættetrøje. Og der er måske en grund til Buddens mange beefs: Den ældre rapper har nemlig længe været synonym med et lidt gammeldags hiphopsyn, der ser ned på den nye skole omkring folk som Migos og Yachty.

Der er med andre ord tale om et mindre generationsopgør i hiphoppen. Måske er folk allerede ved at vælge side: Teenage-rapperen Lil Pump uploadede i hvert fald for nylig en video, hvor han hører ’Ice Tray’ og kigger lige ind i kameraet i det sekund, hvor Quavo disser gamle Budden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lil B. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

4. Lil B vs. A Boogie Wit Da Hoodie

Efter overfaldet gik der en undren gennem hiphopverdenen: Hvem kunne dog finde på at angribe Lil B?

Rapperen fra USA’s vestkyst er blevet et ikon gennem at prædike kærlighed, medfølelse og ikke-vold. Han er universelt elsket og respekteret. Og New York-rapperen A Boogie Wit Da Hoodie og hans entourage tæskede ham over en eller anden ligegyldig kommentar til Rolling Loud-festivalen i Miami!

Videoen af det ekstremt ensidige slagsmål gik verden rundt, og rappere som Travis Scott og Schoolboy Q brugte deres shows til Rolling Loud på at opfordre til beskyttelse af Lil B. Kunstnere som Big Sean og Skepta sendte desuden hilsener på Twitter, og mantraet ’protect Lil B at all costs’ blev postet vidt og spredt på sociale medier.

Lil B håndterede hele konflikten tro mod sin filosofi: Allerede næste dag sagde han, at han tilgav sine overfaldsmænd, og at vold er»wack«. »This is the face of love, forgiveness and positivity«, lød budskabet i stedet.

Kærligheds- og positivitetsbudskabet må siges et være ekstremt unikt i hiphopsammenhæng, og netop det forklarer måske den hengivenhed, Lil B nyder vidt og bredt. Han er nærmest en slags hiphop-Ghandi, hvilket voldsepisoden med bøllen A Boogie Wit Da Hoodie endnu en gang beviste.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Diplo vs. Katy Perrys rangering af tidligere sexpartnere

En af de knap så sejlivede, men ret sjove beefs. Da Katy Perry udgav sit ‘Witness’-album livestreamede hun sig selv i sit hjem i 24 timer. Her gav hun sine fans indblik i ekstremt personlige anliggender, og under en omgang ‘Spill your guts or fill your guts’ med James Corden (ja, han var på besøg), blev Perry tvunget ud i at rangere tre af sine tidligere sexpartnere.

Her indtog Diplo en tredjeplads overgået af Orlando Bloom og John Mayer, og han tog efterfølgende til genmæle mod den skuffende placering. Han skrev blandt andet på Twitter, at han havde vundet bronze i »the sex Olympics« – en ret beskidt slutshaming-sviner til Katy Perry.

Som om det ikke var nok at blive overhælet i elskov af flødefyrene Orlando Bloom og John Mayer, kaldte Rihanna desuden Diplos musik for lufthavnsreggae et par måneder senere – med andre ord har 2017 været et hårdt år for Diplo.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Big Shaq vs. Shaquille O’Neal

Big Shaq leverede årets virale hit i form af ’Man’s Not Hot’, en parodi på den britiske uk drill-scene, hvor han rapper over et beat af scenestjernerne 67. Sangen er en ret genial komisk omfortolkning af de spartanske flows og gunshot-tunge adlibs, der for tiden dominerer London-lyden. Men den er også mere end det: En ret surrealistisk sang fyldt med sproglige spidsfindigheder og skæv UK-slang.

Der var dog én person, der ikke kunne se joken: Shaquille O’Neal. Den tidligere basketstjerne er nemlig også rapper, og han var ikke tilfreds med, at den britiske Shaq havde stjålet hans navn, så han affyrede et dissnummer over ’Man’s Not Hot’-beatet. Hvorvidt O’Neal har forstået, at Big Shaq er en joke er ikke helt klart. Og det er lidt svært at afkode seriøsiteten og/eller ironien i det hele.

Beefen blev endnu et skridt mere surrealistisk, da Big Shaq (selvfølgelig i spøg) dissede O’Neal tilbage – igen over ’Man’s Not Hot’-beatet. Disset er tydeligvis halvhjertet og udstiller frem for alt, hvor stærk den oprindelige ’Man’s Not Hot’ var.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Lana Del Rey og Eminem vs. Trump

Listen af musikere, der har langet ud efter Trump, er lang, men nogen har været mere insisterende end andre og tyet til alternative protestmetoder.

Her taler vi blandt andet om Lana Del Rey, der i februar tweetede nogle mystiske datoer, der ledte tankerne hen på det okkulte. Folk med kendskab til hekseritualer ville vide, at de tre datoer stemte overens med dage, hvor hekse udfører et rensende halvmåne-ritual.

Et halvt år efter bekræftede Lana del Rey, at hun udførte ritualerne som et forsøg på at vride Trump fra magten. »Hvorfor skulle jeg ikke det? Hør her, jeg laver meget lort«, fortalte hun til NME.

Et andet mærkbart diss mod den amerikanske præsident kom fra Eminem, der gjorde comeback til BET-awards med en ‘freestyle’ rettet mod Trump. Flere af Eminems rapkolleger som Snoop Dogg, Diddy, J. Cole og T-Pain roste ham for rappen, men én bestemt person forblev stille – nemlig Trump. Og det var Eminem virkelig skuffet over.

»Jeg var og er stadig ekstremt vred, jeg kan ikke udstå den motherfucker og jeg føler, at han ikke giver mig opmærksomhed. Jeg forventede, at han ville sige noget, og af en eller anden grund siger han ikke noget«, fortalte den forståeligt meget frustrerede Eminem i et interview hos Shade 45. Det føles frygteligt at skrive, men i kraft af sin tavshed fik Trump måske det sidste ord i denne ret ensidige beef.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Nicki Minaj vs. Remy Ma

I en tid af Twitter-beef er der noget befriende old school ved Nicki Minaj og Remy Mas konflikt. Begge er fra New York, og vil have tronen i hiphoppens fødeby. De er samtidig fra de to bydele, der havde hiphoppens første beef nogensinde om, hvor hiphoppen startede: Nemlig Bronx og Queens.

De har disset hinanden subtilt i årevis, men da konflikten udbrød for alvor, skete det også med helt klassiske disstracks: Remy Mas ’ShETHER’ mod Nicki Minajs ’No Frauds’. Førstnævne er i øvrigt en reference til Nas’ diss-track ’Ether’, et af de mest legendariske disses nogensinde, hvor rapperen angreb Jay-Z. Sidstnævnte sætter til gengæld styrkeforholdene på plads: Nicki Minajs ’No Frauds’ gæstes nemlig af vennerne Drake og Lil Wayne, og har et vers af Nicki, der mere emmer af foragt end ligeværdig konkurrence.

Nicki Minaj er trods alt lysår foran Remy Ma, både kunstnerisk og kommercielt. Remy Ma vandt et par sejre, og ’ShETHER’ er lyrisk stærkere end ’No Frauds’. Men Nicki Minaj vandt krigen.

Læs også: Musikårets otte bedste tv-optrædener – og to, vi bare gerne vil glemme

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af