To måneder inden optagelserne på Per Flys første internationale thriller skulle begynde i Marokko, får instruktøren en uventet besked. Filmens hovedrolle Josh Hutcherson (’The Hunger Games’) er sprunget fra, og hvis Per Fly ikke finder en ny stjerne inden for fem uger, bliver filmen kasseret, og det vil få store økonomiske konsekvenser for ham selv.
»Jeg gik jo i panik, selvfølgelig. Det gjorde vi alle sammen«, fortæller instruktøren, da vi møder ham i forbindelse med premieren på ‘Dobbeltspil’, der på engelsk bærer titlen ‘Backstabbing for Beginners’.
»Skuespillerne i amerikansk og engelsk film har jo en vanvittig magt. Deres beslutning, om de har lyst til at være med i en film eller ej, afgør, om ens film bliver til noget«, fortsætter han.
Men Per Fly lod sig ikke slå ud. Han havde allerede brugt mere end tre år on and off på at realisere filmen, og en krise på falderebet skulle ikke vælte hele projektet. »Så det var jo bare ligesom alt andet på en spillefilm – op på hesten og så lave en plan«, tilføjer instruktøren nonchalant.
Ud af ingenting kom en stjerne, som Per Fly aldrig havde hørt om før. Hans navn var Theo James, og han var slået igennem med ’Divergent’-filmene, eller »sådan noget ungdomshalløj«, som danskeren kalder dem med et smil. Fly mødte ham lillejuleaften i London omtrent to dage inden Flys fem ugers frist udløb, og de klikkede. Heldigvis. Kort efter var han om bord som filmens hovedrolle, og ’Dobbeltspil’ var endnu en gang køreklar.
»Så holdt jeg nytårsaften, og så tog vi til Marokko for at starte filmen op. Det var en hård jul«.
Mellem løgn og sandhed
To år efter er filmen færdig, og torsdag får den premiere i de danske biografer. Udover Theo James ses den britiske stjerneskuespiller Ben Kingsley i en markant birolle. Men selvom ’Dobbeltspil’ er besat med internationale stjerner, er det en dansk film. For Per Fly har ikke bare instrueret filmen og haft final cut. Han er også medindehaver af det danske selskab Creative Alliance, der står bag filmen. Og det gjorde selvsagt projektet til et endnu større sats.
’Dobbeltspil’ er selskabets første film, og hvis den ikke var blevet til noget, var Creative Alliance sandsynligvis dødt ved fødslen. Sammen med blandt andre Ole Christian Madsen, Lone Scherfig og Dagur Kari startede Per Fly selskabet for at sikre, at danske instruktører har muligheden for at lave deres film internationalt uden at skulle gå på kompromis med deres visioner. Og det lykkedes.
Filmen er baseret på virkelige hændelser og følger den 24-årige aspirerende diplomat Michael (Theo James), der får drømmejobbet hos FN, hvor han skal arbejde under den erfarne diplomatchef Pasha (Ben Kingsley). Sammen arbejder de på programmet Oil for Food, der, som navnet antyder, bytter Iraks olie for mad og medicin.
Men Michaels verdensbillede rystes, da han hurtigt finder ud af, at programmet er styret af korruption. Dilemmaet er bare, at programmet trods alle fejl og mangler er en af de eneste muligheder for at hjælpe befolkningen i Irak. Så hvad skal den unge idealist gøre?
»Jeg synes, det er et interessant dilemma, vores hovedkarakter står i. Han tænker selvfølgelig, at FN er en organisation, som skal være humanistisk i forhold til verden, og at det er let at skelne, hvem der er gode, og hvem der er onde. Men det første, han får at vide af sin chef, er: ’Truth is not a matter of fact. Truth is a product of consensus’. Der var det interessant for mig at sige, at det her ikke er en historie, som er sort eller hvid«, fortæller Per Fly.
Whistleblowerens pris
På den måde vender instruktøren tilbage til et tema, som har været et gennemgående træk i hans filmografi: Mennesker, der bliver fanget mellem løgn og sandhed. I klassetrilogien skildrer han konflikten og indignationen med nøgtern nysgerrighed. Virkeligheden er mere indviklet end som så, og det er netop den tanke, som adskiller ’Dobbeltspil’ fra en gennemsnitlig amerikansk politisk thriller, mener instruktøren.
»Vi kunne se, at den her film ikke ville blive lavet, hvis vi ikke gjorde det. For den er for kompleks for det amerikanske system. Min indignation går ikke på nogle enkelte spillere i det her. For vi kan alle sammen finde forbrydere, der har lavet alt muligt. Min indignation går på, at vi har bygget et samfund op, hvor man kan lave en rational maskine, hvor det faktisk giver mening at svindle. Det er, som om vi har fået bygget et humanistisk kædebrev op, som alle tjener på, fra Saddam til alle leverandørerne. Det synes jeg er uhyggeligt«.
Målet med filmen er at få folk til at reflektere over, hvornår de siger fra i deres eget liv. For som han selv siger, er der mange andre paralleller end til den virkelige skandalesag, hvor halvdanske Michael Soussan whistleblowede og afslørede hele Oil for Food-skandalen.
#Metoo-bevægelsen nævner Per Fly som et klart eksempel på et lignende system, hvor magtfulde mennesker systematisk har kunne udnytte yngre og mindre betydningsfulde personer, der ikke har været klar over, hvornår man skulle sige fra.
»Der er mange, som tænker det der med, ’at jeg ville sikkert have whistleblowet’. Men det har jo også en pris. Det kostede Michael Soussan ham hans karriere inden for den verden, og det har også kostet ham en masse andet. Og det er jo klart, at den pris er man bange for at betale. Det har folk også været bange for i Weinsteins tilfælde. Måske også på Zentropa. At tage den pris og sige, ’jamen, hvis jeg stiller mig frem, så risikerer jeg at blive fyret. Måske er det mig, der er noget galt med’«, reflekterer Fly.
Ben Kingsleys krav
’Dobbeltspil’ var et stort skridt væk fra Per Flys hjemmevante arbejdsrammer i Skandinavien. Både fordi den var baseret på virkelige hændelser af en stor, politisk vigtighed, men i særdeleshed fordi han skulle arbejde på en helt ny måde med sit internationale hold. Og her var der særligt én spiller, som udfordrede hans arbejdsvaner.
Det første, Ben Kingsley sagde til Per Fly, da de mødtes i skuespillerens hjem i Hollywood, var, at han ikke improviserer. Overhovedet. En metode, som ellers havde været gennemgående i instruktørens forrige film.
»Men det, der skete for mig under mit samarbejde med ham, var, at jeg lærte noget. På den allerførste optagedag går jeg over til ham og siger: ’Ben, jeg vil gerne prøve…’ et eller andet, og så kiggede han på mig, og jeg kunne mærke, at jeg havde sagt noget forkert. Men jeg snakker færdig, for det skal i hvert fald ikke være sådan, at jeg taber ansigt. Og så siger han til mig, ’Per, jeg prøver ikke. Jeg gør. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre’. Og det var jo dybt interessant«, fortæller Per Fly.
Kingsleys arbejdsmetode stod i diametral modsætning til det flade hierarki i Danmark, hvor man ofte prøver sig frem – en arbejdsmetode, som Fly da også selv siger, at han er stor tilhænger af. Han kan godt lide at prøve frem for at gøre.
»Men nogle gange kan den flade struktur, hvor alle skal høres, og alle er lige meget værd, også godt blive en social sovepude, når man står foran en mand, der er blandt de bedste i verden til at spille på sit instrument. Jeg blev blæst tilbage, og så tænkte jeg, ’jamen det er jo sådan, det er’. Jeg havde tre dage med Ben Kingsley, inden vi skulle optage, så hvis han ikke havde gjort sit hjemmearbejde rigtigt godt, og jeg ikke havde gjort mit hjemmearbejde rigtigt godt, så duer det ikke«, fortsætter han.
Jagten på modstand
Per Flys cv vidner om, at han gerne vil udfordres. Det skal man bare tage ét kig på hans cv for at opdage. Siden han afsluttede sin enormt succesfulde klassetrilogi med ,’Bænken’, ‘Arven’ og ‘Drabet’, er instruktøren gået nye veje og har taget nogle store karrieremæssige risici.
Som da han udskiftede socialrealismen med artfilmen i ’Kvinden der drømte om en mand’ og fik tæsk af alle anmelderne for det. Det var en helt ny oplevelse for instruktøren, men når han kigger tilbage på filmen, fortryder han intet.
»Den vendte min arbejdsmetode fuldkommen på hovedet. Det har jeg fået enormt mange tæsk for. Men jeg elsker den film, og jeg synes, det er fantastisk, at jeg har lavet den. Jeg har lært så meget af det«, siger han.
Med ’Dobbeltspil’ risikerer han at få de amerikanske anmeldere på nakken – foruden hele diplomatmiljøet i FN. Men det er en del af pakken, hvis man skal rykke sine grænser.
»Jeg tror ikke, at man kan lave om på sig selv. Hvis jeg ikke får noget modstand, så vil jeg lave en Per Fly-film, og så vil alle mine film komme til at ligne hinanden. Så derfor er min leg med mig selv at sætte mig nogle nye opgaver fra film til film, som gør, at det er svært at lave en Per Fly-film«, fortæller han.
Med sit næste projekt placerer Per Fly sig endnu engang i skudlinjen. Sammen med Rasmus Heisterberg skriver han på en tv-serie-udgave af næste bind i Martin Andersen Nexøs roman ‘Pelle Erobreren’, hvis første del filmatiseret til Oscar- og Cannes-sejr af Bille August.
Den skal optages til efteråret, såfremt de får grønt lys af HBO Nordic, der står bag den otte afsnit lange miniserie.
»Jo mere man dykker ned i den tid, des mere peger den på tiden, vi er i lige i øjeblikket. Der er så mange af de dengang modernistiske tanker, som er en helt almindelig ting i dag. Og samtidig er vi i en tid, hvor det hele er ved at gentage sig. Pelle var jo immigrant i København, og der var vanvittigt mange mennesker, som skulle kæmpe om ressourcerne. Og der er nogle mindelser til lignende situationer i dag med ressourcefordelingen og hele kampen for et nyt samfund«, forklarer Fly.
»Det bliver en virkelig rå, moderne gangsterhistorie sat i 1870. Hvis vi kigger tilbage herfra og går ned og tager fat i Louis Pio og begynder at læse politirapporterne, så var det fuldstændig som i moderne tider med fake news og politistikkere. Den helt moderne gangsterkamp. Det er pissespændende«.