I denne uge har vi fået 38 nye musiknavne til Roskilde Festival – 12 navne i mandags og 26 navne i dag. Dog er det ikke altid, man får det fulde overblik fra bare at se på listen over kunstnere og spilledage.
Fever Rays Arena-placering og Peter Sommers Orange-koncert blev annonceret via Roskilde Festivals officielle pressemeddelelse, men visse af de andre kunstnerne har også fået angivet scener på deres profiler på Roskilde Festivals website.
Det største af de nye navne, der har fået angivet en scene, er Nine Inch Nails, der skal spille på Arena om onsdagen. Det er altså samme dag som Eminem, og hvis man er fan af begge kunstnere, er der derfor god grund til at frygte overlap. Når et hovednavn skal spille på Arena er det nemlig oftest fordi et andet hovednavn skal optræde på Orange samtidig. Vi så det sidste år med Trentemøllers overlap med Foo Fighters, og i 2016 så vi det med hele fire af den slags overlap: Wiz Khalifa/Red Hot Chili Peppers, PJ Harvey/Macklemore & Ryan Lewis, Tame Impala/Neil Young og New Order/Mø.
Vi håber naturligvis, at der både bliver mulighed for at høre Slim Shady rappe »Wanna see me stick nine inch nails through each one of my eyelids?« og se Nine Inch Nails give industriel rockkoncert på Arena samme aften.
I mandags blev der også annonceret to særlige koncertarrangementer på festivalens mindste scene, Gloria. Det første blev gjort ret tydeligt på kunstnerlisten under navnet ‘Regelbau presents Central + DJ Sports + C.K + Manmade Deejay’. I tre uafbrudte timer vil Gloria ose af klubstemning, når de fire aarhusianske Regelbau-dj’s om torsdagen indtager den intime lille lade.
Det andet arrangement omhandler de tre københavnske punkbands Motorsav, Ond Tro og Nyt Liv. Disse grupper spiller på Gloria lige efter hinanden om torsdagen, til hvad Roskilde mundret kalder et »three-pissed-off-bands-in-a-row bash«. Arrangementet finder sted »sent om natten, længe efter solen er gået ned«, ligeledes om torsdagen.
Blandt de nye navne til de indledende dage har en stor del af dem også fået tildelt scener. Gurli Octavia og Marshall Cecil skal spille på Rising, og på Countdown kan man finde B From E, Emil Kruse, Fool og Sassy 009.
Derudover har fem tidligere annonceringer for nylig fået tildelt spilledage: Benal og (Sandy) Alex G skal spille fredag den 6. juli, og Veto, Omni og Palm skal spille lørdag den 7. juli.
Læs også: Roskilde Festival afslører 26 nye navne – bl.a. Nine Inch Nails og Black Star