Tivoli har afsløret årets program til Fredagsrock, og vanen tro byder koncertrækken på noget for enhver smag.
Norske a-ha blev annonceret tilbage i januar, og fra udlandet kommer også rockbandet Hollywood Vampires, som udgøres af Johnny Depp, Alice Cooper og Joe Perry. Trioen spiller hovedsageligt covers af rockklassikere fra 70’erne, og bandet var i 2016 forbi Danmark til en koncert i Fængslet i Horsens.
Herudover byder programmet på et hav af store danske navne som Mew, Sivas, Burhan G, Kim Larsen, Marie Key og L.O.C., mens der flere aftenener er to acts eller mere på programmet: For eksempel er Kesi og Hugo Helmig på 1. juni, mens også Karl William og Lis Sørensen deler dato. Hertil er der old school-rap for alle pengene, når Marvelous Mosell, MC Einar og Rockers by Choice rykker ind på Plænen i samlet flok.
Fredagsrock starter 13. april med Christopher, og sæsonen lukker ned 21. september med Søren Huss og Carl Emil Petersen. Der mangler endnu at blive afsløret to navne til programmet i september.
Alle koncerter starter 22.00, og efter klager over lav lyd (blandt andet til Lil Wayne sidste år) har Tivoli fået tilladelse til at hæve lydniveauet med 7 dB(A) til 20 af sæsonens koncerter.
Fredagsrock 2018:
13/4 Christopher
20/4 Sivas + Node
27/4 Marvelous Mosell + MC Einar + Rockers by Choice
4/5 Carpark North
11/5 Gilli + Djämes Braun
18/5 Michael Falch og dét band + Hush
25/5 Peter Sommer + Gangway
1/6 Kesi + Hugo Helmig
8/6 Hollywood Vampires
15/6 Marie Key
22/6 Stine Bramsen + Barbara Moleko
29/6 Magtens Korridorer
6/7 Citybois + Skinz + Faustix
13/7 Kim Larsen
20/7 L.O.C.
27/7 a-ha
3/8 Burhan G
10/8 Lis Sørensen + Karl William
17/8 Alex Vargas
24/8 Scarlet Pleasure
31/8 Mew
7/9 Bliver offentliggjort senere
14/9 Bliver offentliggjort senere
21/9 Søren Huss + Carl Emil Petersen