’Skjold & Isabel’: Et berusende, sørgmodigt og sanseligt break up-digt om to unge københavnere
Skoleklokkerne ringer ikke om morgenen.
Dagene lægger sig lokkende ned foran byens børn og strækker sig ud, længere end øjet rækker. Mens bassen brummer i fjerne bydele, afsøger de sig selv og byen, hvor end deres to hjul fører dem. Og når solens sidste lokker klynger sig til himlen kort før midnat, er det hele kun lige begyndt.
Bag hvert et gadehjørne, til hver en fest lurer forelskelsen.
Det er i denne solbeskinnede verden, Skjold og Isabel møder hinanden. To københavnerbørn, der er lidt for fede til de andre, men som I hinanden finder en legekammerat. Og mere end det. De bliver hinandens første kærlighed.
Men sommeren forgår, og inden årshjulet er nået tilbage til der, det startede, har Skjold slået op med Isabel. Det er her, vi møder dem, midt i en ny sommerferie, hvor de prøver at styre deres følelser og bare være venner i en tid, hvor alting spirer.
I Emil Næsby Hansens berusende hymne til den unge kærlighed viser det sig, at det er svært. Resterne af den første forelskelse har bidt sig fast i både Skjold og Isabel, de deler en historie, der nægter at blive fortalt til ende, og de krammer og slås og tumler ved søbredden, selvom de egentlig burde holde sig væk fra hinanden, i hvert fald i en tid.
’Skjold & Isabel’ fanger et brusende følelseshav i en lille flaske. Vi ser de ømme stunder i sengen, skænderierne i parken, gadefesterne og kedsomheden på Københavns tage, og aldrig er der langt fra ekstase til fortvivlelse.
De to børn af byen er nogle gange forblændet af hinanden, unge og vilde, andre gange taler de som voksne, for eksempel da Isabel udfordrer Skjold og tvinger ham til at erkende, at han udnytter hendes følelser for at dulme sin egen smerte. En sms-udveksling er helt vidunderlig: Skjold siger godnat til Isabel og den fyr, han regner med ligger ved siden af hende. Det udvikler sig straks til et skænderi.
Emil Næsby Hansen maler helstøbte portrætter af de (eks-)elskende, også hver for sig. De søger konstant grænser – når Isabel klipper sig skaldet og får en hjemmelavet tatovering, når de stjæler æbler fra træerne, eller når Skjold sammen med en ven går ned på skinnerne på Nørreport, bare fordi. De skubber til det hele og former sig selv. Det gør de ofte hånd i hånd, men som dagene går, er den rodløse vildskab svær at forene med en fasttømret tosomhed.
Næsby Hansen sigter højt, når han lader hver anden frame med symbolik og lader kameraet dvæle ved blinkende gadelamper. Men udtrykket er aldrig studentikost, snarere længselsfuldt og betagende, fordi instruktøren ikke fremturer med sine egne tolkninger, og fordi han vitterligt interesserer sig for Skjold og Isabel som mennesker – mere end alt andet.
På en time tager han deres voldsomme følelser i forholdets efterspil og samler dem i et filmdigt, der er som summen af ungdommens sommerdage – den grænseløse, ekstatiske, humørsyge tid, som de fleste af os kun kan drømme os tilbage til.
Kort sagt:
’Skjold og Isabel’ er et berusende, sørgmodigt, sanseligt break up-digt om tiden efter den første forelskelse. En lille perle, der leger med symbolikken i hver en scene, men aldrig virker prætentiøs, fordi den interesserer sig dybt for de unge (eks-)elskende.