’Requiem’: Gyserserie på Netflix kigger dybt efter ånden i glasset
Du må godt. Du kan godt. Det er ikke forbudt at springe over, når Netflix tilbyder dig det ugentlige gyserfix. Uden at svinge viltert med den kulturradikale fane må vi endelig ikke glemme vores frie valg med et så kvalitetsmæssigt blandet udbud in mente.
Som nu med forrige uges nyhed, BBC-serien ’Requiem’. Her får man hverken tilfredsstillet trangen til den hurtige chok-injektion eller den langtidsvarende kulderus, men må se sig indstillet til seks timers clairvoyant Brit-mysterium, som selv fans af DR1’s krimiflade efter kl. 22 ville hoppe fra i ønsket om mere varme i pejsen.
Skaberne bag gør ellers meget for, at du skal mærke uhyggens kolde greb med to umotiverede selvmord inden for det første kvarter. Fjerlånt vises de med en staffage af paralyserende zoom fra lang afstand som hos Stanley Kubrick, sfærisk fe-nynnen á la ’Rosemary’s Baby’ og dæmoniske in your face-overfald efter den moderne James Wan-skole.
Den prisvindende cellist Matilda (Lydia Wilson), også kaldet Tilly, er datter til den ene af selvmorderne. Hun har sit afblegede, pagehårsindbundne hoved rettet imod New York, da hun hos sin afdøde mor finder nogle mystiske billeder og avisklip af en 23 år gammel sag om den forsvundne pige Carys. Musikpartneren Hal (Joel Fine) drømmer om at spille op til mere end klaver med Matilda og foreslår, at de undersøger den fiktive walliske landsby Penllynith, hvor Carys forsvandt.
De jævne wallisere, deriblandt Carys’ mor, holder lukket for fortidshanerne. I stedet må de to londonske snushaner, som med deres pastelblå anæmi og krumbøjede selvudslettende udseende sagtens kunne gå for NME-musikanmeldere, danne trekløver med australske Nick Dean (James Frecheville), der står til at arve godset, som hans onkel har efterladt med sit frie fald fra et tårnspir i seriens anslag.
Med besjælede spejle en masse og Matildas livagtige drømmesyn af en grotte og en indespærret pige røber serien allerede i første afsnit sig selv som en død psykoanalytisk metafor om at fortrænge fortiden og lade sin sande identitet komme frem fra det nederste lag eller bag den mest duggede rude.
Matilda er selvfølgelig Carys. Det skal ikke forstås som en bitter spoilerpille (det afsløres i slutningen af første afsnit), men snarere et forvarsel om de uendelige identitetssving, man skal være villig til at begive sig ud på i de efterfølgende fem afsnit.
Alle i Penllynith gemmer på en dunkel fortid eller skummel agenda. Det oplever vi gennem en identitetsforvirret blanding af soapede observeringer over brostensgærdet ikke langt fra ’Inspector Morse’, men uden samme landlige hygge, og studentikos rovdrift på føromtalte horrorstilgreb.
Flere amerikanske anmeldere udlægger disse træk som tegn på eftertænksom opbyggelig pacing og psykologisk skræk med surreelle tendenser med reference til det ikoniske engelske horrorselskab Hammer Film. Men hvad forstår amerikanere sig på agurkesalat? Når man selv sidder upåvirket tilbage og undrer sig over, hvorfor ’Requiem’ ikke spiller lige så rent som sin hovedpersons cello?
Den har fine scener og et effektivt lyddesign, men problemet er plottet, der synes at være spejlblankt på, hvor ondskaben i Penllynith stammer fra. Skovens træer, ånder bag godsets vægge eller Matildas musik? Mulighederne er mange. I det walliske mudder er man kommet frem til noget okkult mumbo-jumbo med Matilda i centrum.
Du har et valg. Har du lyst til de pludselige jag i kroppen, så slut dig hellere til den sjældne stilleleg i biffen med ’A Quiet Place’. Er du mere på jagt efter et isnende, atmosfærisk gys med inuit-mysticisme og britisk 1800-talsaccent, så er ’The Terror’ ovre hos Amazon et godt bud. Eller også kan du bare vente på næste uges gysertilbud på Netflix.
Anmeldt ud fra hele sæsonen.
Læs også: Netflix går all in på gys – men er deres horrorfilm værd at se?
Læs også: En kronisk bangebuks ser de tre grusomste horrorfilm – og reagerer med frygt, lede og lammelse
Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti