Rasmus Bjerg, der i mange år har været bedst kendt for sine humoristiske færdigheder, fik i sidste måneds ’Så længe jeg lever’ bevist, at han også evner de mere alvorlige roller. I den netop annoncerede ’Danmarks sønner’ lyder det til, at han fortsætter i den seriøse boldgade.
Filmen er 30-årige Ulaa Salims debut som spillefilminstruktør og manuskriptforfatter. Han og producer Daniel Mühlendorph dimitterede sidste år fra Den Danske Filmskole med den roste afgangsfilm ‘Fædreland’, og på ’Danmarks sønner’ fortsætter de samarbejdet, der desuden har kastet det nystartede produktionsselskab Hyæne Film af sig.
Rasmus Bjerg skal spille den nationalistiske politiker Martin Nordahl, der står i spidsen for partiet National Bevægelse. Han forventer at vinde valget og overtage statsministerposten som følge af højrefløjens tiltagende dominans, som tog fart på grund af et bombeangreb i København for et år siden.
Sideløbende følger vi de unge mænd Zakaria og Malik, der spilles af henholdsvis debutanten Mohammed Ismail Muhammed og Zaki Youssef. Samtidig med Danmarks vigtigste valg længe bevæger Zakaria sig i en farlig og radikal retning, som kan få store konsekvenser for både ham, hans familie og alle andre.
’Danmarks sønner’ får premiere 28. marts 2019. Se første stillbillede fra filmen herover.
Læs også: Rasmus Bjerg: »Der var en periode, hvor jeg var rigtigt vred«