»Jeg var bange for, at hvis jeg sagde nej bare én gang, ville de ikke ringe til mig igen«, siger Rasmus Bjerg en halv time inde i vores interview, hvor han er begyndt at kigge ud af vinduet og tale mere og mere til sig selv.
Han er næsten ikke til at kende. Dels har en forkølelse gjort, at hans sædvanlige elektriske nærvær er erstattet af en snøften og afspændende udmattelse. Han sukker og snøfter, og hans skuldre kan ikke sænkes ret meget mere uden at falde af.
Dels er han lige nu totalt afmaskeret. Rasmus Bjerg, der ubesværet hopper fra at spille Dostojevskij på Det Kongelige Teater, cirkusdirektør i Cirkus Summarum og slapstick-funny-guy i ’Alle for 1, 2 og 3’, spiller ingen rolle lige nu.
I en lang periode sagde jeg ja til hvad som helst
»I en lang periode sagde jeg ja til hvad som helst«, siger han efter et øjebliks tavshed, »og det har betydet, at jeg har lavet ting, der har været mindre vellykkede end andre«.
Han taler i datid. For med hans nye film, ’Så længe jeg lever’, er det noget andet.
Han snøfter igen og ligner en, der burde ligge derhjemme under dynerne nu, men han er kommet alligevel, for han har, måske endda mere end nogensinde før, lyst til at tale om den nye film.
Han har drømt stort, er gået på kompromis med sig selv, han har været langt nede. Nu er han oppe igen.
Han har fundet ud af, at et nej åbner døre, og at man nogle gange skal slippe det stabile for at være i balance med sig selv.
Folket kræver folkelighed
I den nye Ole Bornedal-film spiller han sangeren John Mogensen. Man følger ham fra starten som overambitiøs Carl Nielsen-sanger i Københavns Drengekor over succesen i Four Jacks til sologennembruddet med sange som ’Sidder på et værtshus’, ’Der er noget galt i Danmark’ og ’Så længe jeg lever’.
I løbet af filmen står det klart, at selvom Mogensen bestemt holder af sine værtshusvenlige hitsange, har han samtidig en drøm om at spille en anden slags musik for et smallere publikum. Derfor giver han i 1974 en koncert i Tivolis Koncertsal, hvor han kan få afløb og vise, hvad han (også) kan.
Men folket kræver folkelighed, og tilværelsen kræver penge. Derfor bliver de instrumentale drømme kun til den ene aften, og i stedet slæber han sig fra byfest til byfest og hælder snaps ned, inden tæppet går, og han igen skal give tilskuerne, hvad de kom for.
»Selvom publikum i dag er blevet bedre til at forstå, at den samme kunstner godt kan lave forskellige ting, så er det for mig at se stadig sådan, at hvis en seriøs skuespiller spiller komedie, siger folk: ’Hold da op! Det kan han også’. Men når en komedieskuespiller gør det omvendte, skal han eddermame løbe stærkt. Det har jeg aldrig forstået«, siger Bjerg og tilføjer:
»Vi kender jo alle sammen til Dirch Passer-syndromet«.
De sikre valg
Syndromet refererer til den famøse anekdote, om dengang Dirch Passer fik sin drøm om at spille John Steinbecks ’Mus og Mænd’ opfyldt med det tragiske resultat, at publikum ikke kunne lade være med at grine. Dirch kunne ikke undgå at være sjov. Og det blev hans sidste forsøg som alvorlig skuespiller.
Bjerg understreger med armbevægelser, at han ikke er ærgerlig over de komedier, han har lavet, og at 80 procent af hans arbejde altid har været seriøst skuespil på teateret. Komedier er ikke per definition mindre værd end teater og drama.
»Min finest hour, indtil videre, er ’Mr. Poxycat og Co’, som jeg er enormt stolt over, selvom jeg også har spillet ’Hærværk’ og ’Kældermennesket’ på Det Kongelige og alt muligt andet såkaldt ’fint’. En god komedieserie kan sagtens være bedre end et ’fint’ teaterstykke, synes jeg, om end jeg ikke altid har haft det sådan«.
For 18 år siden, da Bjerg netop var blevet færdig på Statens Teaterskole, havde han en helt klar vision for sin karriere: Han skulle være den næste Poul Reumert.
Han læste biografier om koryfæerne i dansk teater og så op til skuespillere som Ghita Nørby, Henning Jensen og Jørgen Reenberg. Han prøvede endda at tillære sig den samme måde at tale på som Reumert, et velartikuleret scene-dansk, fordi det i Bjergs optik på var sådan, en rigtig skuespiller skulle tale.
Men så skete der noget, der skulle vise sig at være afgørende for Bjergs senere karriere: En check, en nem og sikker en af slagsen, kom i vejen, og det skulle ikke blive sidste gang.
En reaktion på opvæksten
Han blev tilbudt 20.000 kr. for at lave satireserien ’P.I.S. – Politiets Indsatsstyrke’ i tre uger. Og han syntes egentligt ikke, det lød som et specielt spændende projekt og i hvert fald ikke som et, der hjalp ham i den retning, han så for sig selv. Men 20.000 kr. er mange penge for en nyuddannet skuespiller – en helt anden skala end de penge, teaterrollerne gav, så han tog det. Og det viste sig heldigvis at være sjovt, så snart det gik i gang.
Kort tid efter fik han ansættelse på Det Kongelige Teater, som han havde drømt om, selvom lønnen ikke var alverden. Og så skete det igen: Han blev tilbudt en stor mængde penge for at være sjov. Denne gang i en reklamekampagne for Lalandia, for hvad der svarede til fem månedslønninger på teatret.
Derefter blev han fast mand på Aalborg Teater med løftet om større roller, som dog udeblev. Til gengæld var der flere og flere, der fik øjnene op for, at Bjerg er sjov. Rigtig sjov. Og så kom hans gennembrud. Ikke det velartikulerede gennembrud på de skrå brædder, han havde regnet med, men som ham den hylende morsomme fra ’Dolph og Wulff’.
På det tidspunkt havde han købt et håndværkertilbud af et hus, der skulle totalrenoveres, og så var pengene igen for svære at sige nej til. Især når man har hang til sikre valg.
»Og det hænger nok sammen med min opvækst,« siger han.
Bjerg er vokset op på Kolding-egnen, hvor hans forældre var flippere, keramikere og pengeløse. De fulgte deres passion for kunsthåndværk på bekostning af en mere rentabel karrierevej, og forældrenes diskussioner gik altid på, om familien havde råd til at blive boende i deres hus.
»Derfor blev penge et succeskriterium for mig. Jeg ville gerne give mine børn nogle andre muligheder, end jeg selv havde. Og så har jeg det gnaveben, at jeg er en sjov mand og har mulighed for at gå ud og tjene en månedsløn på et par dage«.
Han lærte for sent, at når man siger ja til så meget, siger man automatisk nej til noget andet. Og fordi han altid er gået efter det faste engagement, er der roller, der er gået hans næse forbi.
»Den, jeg er ærgerligst over at have mistet, er ’Der kommer en dag’, som jeg skulle have været med i. En uge inden vi skulle gå i gang med at indspille, blev jeg nødt til at droppe ud, fordi teatret alligevel ikke kunne give mig fri. Lars Ranthe fik min rolle i stedet«, siger Bjerg.
»Der var en periode, for seks-otte år siden, hvor jeg var rigtigt vred, og hvor jeg ikke følte, at de opgaver, jeg gerne ville have, kom. Komedierollerne væltede ind, men søndagsserierne og dramafilmene hørte jeg aldrig noget fra. Jeg blev rastløs. ’Kan de for helvede ikke se, jeg er en dygtig skuespiller?’«
Tørre tæsk, der gjorde ondt
Han og familien flyttede fra Aalborg til Vangede lidt uden for København. Planen var at give den alt, hvad han havde, på Det Kongelige Teater, men det rykkede ikke noget særligt. Måske var det Dirch Passer Syndromet, der stod i vejen for hans teaterkarriere. Og så kunne det også være lige meget.
Derfor sagde han ja til først ’Alle for en’, så ’Alle for to’ og så ’Player’, der fik værre og værre anmeldelser.
»Især med ’Player’ var det decideret ubehageligt. Det blev udlagt som, at det var Casper Christensen og min skyld, at det ikke gik«.
Især med ’Player’ var det decideret ubehageligt
Manuskriptet var ikke færdigt, da filmholdet stod klar i Sydfrankrig, og derfra blev forvirringen værre og værre. På et tidspunkt overtog produceren instruktionen, og i midten stod Christensen og Bjerg og forsøgte at redde det hele. Men forgæves. Og i sidste ende var det dem, der fik ansvaret.
»Der blev virkelig sparket til mig i den periode, og det tog hårdt på mig. Som skuespiller er du ikke bedre end din sidste rolle, og det er først for relativt nyligt, jeg er begyndt at kunne leve med ’Player’«.
I interviews fra den periode virker han næsten undskyldende.
»Det var en idé om, at summen af roller var lig med summen af min succes«.
Risikoen værd
Han spærrer øjnene op, som så han et svar udenfor vinduet.
»Jeg har lært at sige nej. Det har jeg manglet. Jeg har sagt ja til nogle ting, alene fordi jeg ikke havde is i maven nok til at vente på noget bedre. Og fordi jeg troede, det handlede om at lave så meget som muligt, inden de opdagede, at jeg ikke var ret dygtig«.
I dag er Rasmus Bjerg 41, han er ikke længere bange for, om rollerne skal komme, han stoler på sig selv, og han er færdig med de nemme valg. Optagedagene var på 12 timer i døgnet, og til rollen som John Mogensen har han taget 15 kg på, som han stadig kæmper med at smide igen.
»Inden jeg fik rollen, var mit forhold til John Mogensen det samme som mange andres, nemlig at han var sjov at skråle med på på værtshuse. Da jeg begyndte at undersøge ham nærmere, opdagede jeg, hvilket kæmpetalent han var. Altså han var virkelig en dygtig musiker, men som også havde svært ved at gå linen ud«.
Og så er der jo Dirch Passer Syndromet. Kan Bjergs portræt af John Mogensen undgå at blive en parodi, når nu biografgængerne er vant til at grine af ham?
»Jeg har været nervøs for, at publikum skulle få den oplevelse, at nu var Rasmus Bjerg klædt ud som John Mogensen og gjorde ham til en tegnefilmfigur. Heldigvis er Ole Bornedal den helt rigtige mand til at trække det i den rigtige retning, fordi han har haft en mørk, kunstnerisk ambition med projektet. Der er også scener, der er morsomme, men sådan var John Mogensen også. Han var begge dele«.
Rasmus Bjerg glæder sig til at vise det brede publikum, hvad han kan, når han tror på sig selv.
»I bund og grund vil jeg bare gerne være en god far. Det er gået op for mig, at hvis jeg er ked af de ting, jeg laver, og alligevel ikke er hjemme, fordi jeg har travlt med at tjene penge… Jamen, hvad er det så overhovedet, jeg giver?«.
‘Så længe jeg lever’ kan ses i biograferne.