No and the Maybes

Den danske indiepop-trio No and the Maybes’ selvbetitlede debutalbum trækker på to helt tydelige inspirationskilder: 60’ernes drengede og charmerende solskinspop og 80’ernes skæve, adrenalinpumpende synth-universer. Forestil dig Devos ironisk-syrede, elektroniske beats udsat for Brian Wilsons organiske og varmblodede vokalharmonier og læg dertil en god portion moderne indieattitude. Resultatet er svært vellykket og nærmest umuligt ikke at holde af, ja det eneste, der umiddelbart er galt med den her udgivelse, er sådan set tidspunktet. For en råkold september måned er ærlig talt ikke den passende baggrund.

På trods af at trioen så åbenlyst vedkender sig disse to musikhistoriske knudepunkter, formår de alligevel at skabe et personligt udtryk. Sammenblandingen af de nærmest skizofrene, elektroniske virkemidler med den afbalancerede indiepop er lidt af en genistreg, som fungerer optimalt og skaber en sitrende atmosfære af psykedelisk velvære. Det er artpop, når det er bedst, fordi det netop behager og udfordrer på samme tid.

Og så har jeg alligevel en anke her på falderebet. Melodimaterialet er ikke altid lige stærkt. Det er tilpas iørefaldende men aldrig overrumplende eller smågenialt, som jo især Brian Wilson havde det med at være. Det skal selvfølgelig ikke ligge gutterne til last, at de ikke kommer helt op på siden af den levende legende, men det trækker altså ned, at flere af numrene forsvinder i mængden frem for at skille sig ud.