’Racer and the Jailbird’: ’Bullhead’-instruktørs racerromance med euro-stjerner er en bumpet køretur

’Racer and the Jailbird’ er en film om skæbne, flugt, forelskelse og troskab. De tonstunge emner berøres i en blanding af heist gone wrong-rutiner, kærlighedshistorie i mol, melodrama og sygehistorie. Det er på alle måder en stor mundfuld. Både tematisk og genremæssigt.

Og desværre også en af de film, hvor man næsten ønsker sig en kedsomhedsknap som på Nationalmuseet. Hvor man i løbet af filmen når at afprøve nærmest alle tænkelige siddepositioner i et ellers behageligt biografsæde.

Gavtyven Gigi og den loyale Bibi tiltrækkes straks af hinanden. Han: Professionel bankrøver, der er træt af sin metiér. Hun: Smuk rigmandsdatter, der af uforklarede årsager er blevet racerkører.

Hendes far omgås ligeledes lyssky forretningsforbindelser, alligevel nærer Bibi ingen mistanke om sin nye flammes sande erhverv, på trods af at både han og gutterne klæder sig i anakronistiske wiseguy-habitter som i en klassisk Scorsese-gangsterfilm, og alle veninderne i kredsen betror sig til den nye kvinde i folden om blakkede cv’er på massageklinikker.

Med Matthias Shoenaerts og Adèle Exarchopoulos har vi muligvis centraleuropæisk films på alle måder potentielt hotteste Bonnie & Clyde-duo. Desværre gør filmen ganske lidt med dette potentiale, og havde man håbet på et europæisk arthouse-take på tempo, biler, accelererende adrenalin og sexede hovedrolleindehavere – en fransktalende ’Drive’ fra den belgiske crime-underverden, en Benelux-udgave af Tarantino – bliver man skuffet.

Den belgiske instruktør Michaël R. Roskam har ellers gjort det godt tidligere. ’Bullhead’, ligeledes med Matthias Schoenaerts, var en genuint tragisk fortælling om (i yderst bogstavelig forstand) knust maskulinitet og den vold, der ofte opstår i kølvandet heraf. Også i Alice Winocours ’Disorder’ viste Matthias Schoenaerts, hvordan han kan skildre en mand, der har den totale nedsmeltning hængende lige over sit allerede nedslåede blik. Han er lige dele eksplosiv Kim Bodnia og mut, præ-Hollywood Mads Mikkelsen.

Det her er den første film, jeg har set med den belgiske stud, hvor jeg har kedet mig i hans selskab. Den kvindelige hovedrolle er ligeledes underudviklet i forhold til den mandlige, hvis hang til lovløshed og sværmeri om flugt allerede anslås i et flashback i filmens allerførste scene. Vi bliver aldrig rigtigt klogere på, hvorfor Bibi er så forhippet på fart og har valgt denne traditionelt så mandsdominerede motorsport – det er svært at forestille sig, at historien havde taget sig væsentligt anderledes ud, hvis den kvindelige hovedperson var fuldmægtig, tandlæge, konditor eller kommunikationskonsulent. Racer-levevejen virker mest som et spektakulært blikfang.

Filmen vil både vise gritty gangstertyper og skabe en tragisk kærlighedshistorie ud af det fotogene par. Filmens originaltitel, ‘Le Fidèle’, refererer primært til Bibis trofasthed og loyalitet over for sin kæreste, der aldrig formår at træffe kloge valg. Her er vi meget nærmere filmens kerne end den pulpede engelske titel, der vel egentlig burde forsynes med en mild spoiler alert?

Men manuskriptets ’ét sidste røveri, og så er det slut’-klichéer gør ingen tjenester for parret, hvis pligtskyldige sexscener også fremstår temmelig grå for alle, der stadig husker den erotisk dampende ‘Adéles liv – kapitel 1 og 2’, hvor Adèle Exarchopoulos fik sit gennembrud. Filmen tager for mange frakørsler og når frem som et lidt ubestemmeligt produkt, hvorfor det er svært at mønstre bævende mundvige, når bremserne til sidst slippes på tåreperser-elementerne.

’Racer and the Jailbird’ er blevet en bumpet og forglemmelig køretur, meget langt fra Formel 1 og springende champagnepropper.