Dragontears
Guf Lorenzen som musikalsk blotterkarl er en interessant og småskør tankeprut, der i bandet Dragontears får reelle ben at gå på. Når han knapper op for sin skumle trenchcoat, er det ikke perverse lyster, der luftes, men snarere et betagende flippet frakkefor, quiltet af drømmende stjernehashtåger, kalejdoskopiske supernovaer, kulsorte huller og vildfarne kometer. Og tittende op fra inderlommen af dette lille univers: Den flotteste bong verden nogensinde har set. Tre magiske sug og man forvandles på Lewis Caroll’sk vis til et lillebitte tandhjul i en ‘Tambourine Freak Machine’ – Baby Woodrose-sideprojektets andet album.
Deja-vuet flimrer for øjnene, når tracklisten rammer nethinden, for albummet er skåret over samme mådeholdne læst som forgængeren. Seks numre, heraf et ekstremt langt et og et lille mellemspil. Og igen er radioteleskopet tunet ind på så udsyrede bølgelængder, at man tager sig selv i at dobbelttjekke om den skive, man har mast ind i cd-afspilleren, tilfældigvis er fræset ud af ren tjald.
Følger man den hvide kanin, kan man frydes over lækkerbiskenen ‘Sunrise’, som sammen med den alenlange ‘The Freedom Seed’ og den svimle, trommemaskine-drevne lukker ‘Dreamweaver 2’ er eventyrlige. I en tid hvor Roky Erickson fra 13th Floor Elevators efterhånden er blevet mere røvballe end Big Fat Snake, og unge opkomlinge slås om at skylle med i den nye psykedelia-bølge, er det friskt at opleve et dansk outfit, som holder den syregrønne fane så højt og skævt.