The Sea and Cake
Supergrupper er tit en dårlig idé. Genier har det med at fylde så meget, at de falder over hinanden, hvis de er for mange sammen. Men undtagelserne findes, og The Sea and Cake er en af dem.
Inden for postrock-genren bliver det ellers ikke meget større end en kvartet bestående af Archer Prewitt, Sam Prekop, Eric Clarridge og John McEntire. De to førstnævnte står bag nogle af det mest forrygende, luftigt pop-postrockede album, der kan opdrives, Clarridge er en fremragende bassist, og McEntire er slet og ret en af verdens allerbedste trommeslagere. Egoerne står til gengæld ikke mål med talenterne. ‘Car Alarm’ er vanen tro en tilbagelænet, melodiøs postrock-plade, blottet for show off. Der er ingen teknisk svære krumspring eller uforudsete drejninger. Til gengæld emmer albummet af overskud og glæde ved musikken.
Det kunne synes uambitiøst, at så dygtige musikere laver så banal musik, men i praksis er det alt andet. Det er befriende, når et band tager gamle discipliner som sangskrivning og sammenspil alvorligt. Ikke mindst når de nu er så gode til det, og når sangene leveres af Prekops fantastiske stemme. Man skal ikke forvente genopfindelsen af den dybe tallerken, men engang imellem er det gode melodier og velspillet, tilbagelænet rockmusik, man har brug for, og så er The Sea and Cake stadig leveringsdygtige.