I går tog Emilia Clarke Instagram i brug for at sige endeligt farvel til ’Game of Thrones’, efter hendes sidste scener var i kassen. Mens serien går ind i sine sidste ugers optagelser, reflekterer Kit Harington nu også over fremtiden, hvor han gerne vil lægge afstand til Jon Snow-karakteren, han i høj grad forbindes med.
»Jeg vil gerne bevæge mig væk og nyde glemslen«, fortæller skuespilleren til Entertainment Weekly. »Klippe mit hår, gøre mig selv mindre genkendelig som karakteren og gå ud og lave nogle andre ting med et komplet nyt udseende og en ny tone.
Harington afslører, at hans fremtidige hårlængde skal være »kort-kort«, mens »skægget bliver sværere at skille sig af med«.
»Jeg er ret glad for skægget«, siger den 31-årige brite. »Jeg kan godt lide både at have langt hår og skæg, men det kommer til at være en ritualistisk ting. Jeg kan ikke gå i gang med min næste rolle og ligne den samme. Den her rolle var strålende, men jeg bliver nødt til at skille mig af med Jon Snow«.
’Game of Thrones’ sæson 8 får premiere i foråret 2019.
Læs også: Kit Harington afslører, at han græd, da han læste manuskriptet til sidste afsnit af ’Game of Thrones’ – se interviewet