Der er skruet maks op for uhyggen i den første teaser til ‘Journal 64’ – se den her

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er fandeme uhyggeligt, du. Første teaser til Jussi Adler-Olsen-filmatiseringen ‘Jounal 64’ giver seriøs gåsehud, da et hold håndværkere gør en særdeles ubehagelig oplevelse bag en væg i en ældre københavnsk lejlighed: I mørket sidder tre mumificerede lig omkring et spisebord med en ledig plads.

Kriminalkommissær Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans partner Assad (Fares Fares) i Afdeling Q bliver sat til at finde ud af, hvem de døde er – og ikke mindst hvem den fjerde plads er tiltænkt – og jagten på lejlighedens beboer trækker spor til en berygtet kvindeanstalt på Sprogø, hvor modbydelige lægelige forsøg var en del af ‘behandlingen’ for såkaldt utugtige piger.

Rædslerne på Sprogø er et overstået kapitel i Danmarkshistorien – indtil der dukker forlydender op om, at eksperimenterne er fortsat helt op i vores tid.

‘Journal 64’ markerer finalen for Zentropa og hovedrolleindehavere Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares rasende succesfulde filminkarnationer af Mørck og Assad, der har trukket flere hundrede tusinde danskere i biograferne siden 2013’s ‘Kvinden i buret’. Filmen er instrueret af Christoffer Boe og får premiere den 4. oktober, men Kaas og Fares har allerede varmet op til afskeden i en øm fællessang under optagelserne.

Læs også: Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i øm duet under ‘Journal 64’-optagelserne – se videoen her

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af