Antony and the Johnsons
I 2005 fik Antony and the Johnsons alle med følelserne udenpå tøjet til at iføre sig en ‘I Am a Bird Now’-t-shirt for at holde dem inde. Og imens den længe ventede opfølger lader vente på sig lidt endnu, så har de sluppet nummeret ‘Another World’ som den første single fra næste års albumudgivelse ‘The Crying Light’.
Den fem numre lange ep indeholder både nye og delvist nye numre fra Antony Hegartys kridhvide hånd, som måske/måske ikke er at finde på det endelige album. Flere af numrene har en del år på bagen og er tidligere blevet spillet til Antony and the Johnsons’ koncerter. Men de kommer dog i en nyindspillet indpakning, hvor der er skruet op for det teatralske klaverspil i ‘Crackagen’, imens ‘Shake That Devil’ indeholder en næsten skræmmende mængde arrig saxofon, der bider fra sig som en gal hund, imens Antony blidt messer med sin evigt androgyne og melankolske stemme.
De nye numre ‘Hope Mountain’ og ‘Sing For Me’ er begge klaverbårne ballader i den bedst genkendelige Antony-stil, der dog ikke er overglaseret med strygere men derimod bevæger sig på et minimum af samklang imellem klaver og Antonys vokal. Imens titelnummeret ‘Another World’ har mere tyngde og på trods af en noget patetisk tekst om verdens foranderlighed alligevel fænger med sin knastørre piano-lyd og tågede cello-brølen.
Men ep’en virker dog mest af alt som en tyve minutter lang forsikring om, at Antony and the Johnsons ikke er begyndt at lyde som noget andet end sig selv, på trods af alle Antony Hegartys mange farverige sideprojekter i løbet af de sidste år. Hvilket på en gang er både godt og skidt. For numrene er ikke så overraskende, at det gibber i én efter at få fingre i det kommende album, men nærmere så tilpas velkendte at man bare får lyst til at sætte de tidligere album i rotation på pladespilleren, imens man venter.