Widowspeak

Lana Del Rey, move over! Det amerikanske trekløver Widowspeak har i forsangerinden Molly Hamilton fundet din overkvinde. Hvad hun ikke har i collagen-dopede læber og skønhedskonkurrence-udstråling, har hun til gengæld i sin overjordiske, brise-luftige og sensuelle stemme, der, og nu må I have min lurende chauvinisme undskyldt, sikkert kunne synge bukserne af enhver, og placerer hende i et fornemt selskab med Cat Power og Mazzy Star-sangerinden Hope Sandoval som nærmeste og ganske ligeværdige sammenligninger.

Hun rider sammen med sine to mandlige noir-indie-kumpaner ud blandt spøgelserne på prærien i spartanske, nærmest underfodrede og David Lynch’sk formørkede americana-gevandter med masser af twangy surfguitar-licks gemt i sadeltasken. Tænk Chris Isaaks ‘Wicked Game’ (som Widowspeak endda ganske selvbevidst har indspillet en fin coverversion af), blot strukket ud i albumformat – på den rigtigt gode måde. Resultatet er en subtilt hjemsøgt debut, der lover lyst for Widowspeaks fremtid, men hvor trioen måske også demonstrerer en lovligt udtalt tendens til at krydse ind i lidt for harm- og tandløse territorier, hvor deres stilsikre lyd ikke er nok til at oppebære interessen.

Det slørede, afdæmpede mellemspil ‘Limbs’ midt på pladen og et nummer som den passende betitlede snøvlende kedelige ‘Half Awake’ viser, at træerne ikke vokser ind i himlen. Endnu. ‘Gun Shy’, der måske, måske ikke handler om den kvælende sceneskræk, Hamilton har måttet slås med, er til gengæld albummets absolutte højdepunkt. Her er det svært ikke at tabe hjertet og ønske sig, at man kunne slå armene om hende i et selvtillidsgenoprettende kram.