Maribel

Det er irriterende, når en yndling pludselig skifter ham og transformeres til et nyt bæst, som man enten kan lære at holde af eller smide på porten. I norske Maribels tilfælde var de hidsigste momenter på deres fantastiske debutalbum ‘Aesthetics’ shoegaze at it finest: Lavinevoldsom, brølende høj, nærmest uanset hvilken volumen man gennemlyttede albummet med, men alligevel hypnotiserende melodisk. Som toerens omslag kraftigt hinter, har bandet efter visse besætningsudskiftninger slået sig ned på en langt mere low-key noir-rocklyd – ikke helt ulig hvad blandt andre Widowspeak og vore egne Darkness Falls også dyrker, men selvfølgelig i en mere skarptsleben og rå udgave der trods alt antyder, at jo, Maribel var skam en flok støjglade shoegazere engang.

Det klinger som et tænkt soundtrack til Frank Millers ‘Sin City’. Alt er mejslet i Hitchcock’sk granithård sort/hvid-kontrast. Stilhed flænses af forvrænget surfguitar, og et nummer som ‘You Bring the Sadness’ falder eksempelvis næsten helt fra hinanden, så store er sprækkerne mellem taktslag og guitargreb. Albummets tre højdepunkter ‘Pretty Nights’, ‘Slumber Street’ og ‘Devil’s Sigh’ deler en legende, offbeat rytmesignatur, og er alle fascinerende giftermål mellem smukke stemninger og lige så bjergtagende sangmateriale.

Omvendt får den synkoperede percussion på ‘Meow!’ sangen til at humpe af sted som et kasseret Tricky-nummer fra midt-90’erne. Singlen ‘Jezebel Jive’ har også merit, mens albummets mere rytmekonservative facetter, ‘Perfumed’ og ‘Falling Down the Stairs’, ellers falder igennem som hule, kedelige stiløvelser. Maribel har efter omsadlingen ikke helt fundet fodfæstet. Som ‘work-in-progress’-dokument er albummet spændende, men vurderet på egne ben er det lovligt ujævnt.