Teenagesensationen Let’s Eat Grandma mikser poppens adrenalinsus med punkens etos
Det er ikke svært at se charmen ved musikscenens seneste bud på en teenagesensation, den engelske pigeduo Let’s Eat Grandma. De udstråler – i musik såvel som i fremtoning – en do-it-yourself-etos, en eventyrlyst, hvor pop og punk er overlappende koordinater.
Rosa Welton og Jenny Hollingworth er ikke typerne, der siger undskyld for noget, de gør deres ting med en selvfølgelighed, der måske i virkeligheden udtrykker kåd ungdommelighed snarere end egentlig kunstnerisk selvsikkerhed (selv om det kan være svært at skelne).
Veninderne, der begyndte at spille sammen som 13-årige, mikser elektropop med artpop-ambitioner og indlagte progrock-stemninger, herunder en forkærlighed for lange, udsyrede sange, der bryder popformatet op. Et godt eksempel er den ni minutter lange ’Cool and Collected’, der skiftevis lyder som Mazzy Star, en omgang olm electronica, for så at tone ud i en fire minutter lang outtro med klare Pink Floyd-reminiscenser (inklusiv både slut-60’er-psykedelia og arenarocket 80’er-bombast).
En af styrkerne ved duoens eklektiske omgang med stilarter og virkemidler er, at deres omfavnelse af popsuset har en tendens til at gøre det samlede indtryk desto mere urovækkende – som om de med slik og søde sager forsøger at lokke lytteren længere ind i en mørk grotte uden udgang: Det ene øjeblik føler man sig hensat til noget, der lyder som musik fra en derangeret lavbudgets-gyserfilm, det næste stryger Welton og Hollingworth om sig med vuggesangsagtige refræner eller noget, der kunne lyde som temasangen til et Disney Channel-show for 8-årige piger.
Der hersker med andre ord noget nær anarki i denne form for weird pop eller fremtidspop for nu at pege ’I’m All Ears’ i retning af SOPHIE (og PC Music-kollektivet), der optræder som en af flere producere på albummet. Det hele er bundet sammen af en særskilt ungdommelig blanding af flabet henkastethed og total dedikation.
Problemet med ’I’m All Ears’ er, at værkfornemmelsen aldrig rigtigt indfinder sig. Skal man se koldt og kontant på det, er albummet bygget op omkring fem stærke sange (tre popvenlige singler og to lange, fantasifulde stemningsrapporter fra teenagesindets krinkelkroge) og så en del fyld, herunder to unødvendige interludier. Sekvenseringen er heller ikke uproblematisk, for eksempel er de to glimrende, lange sange ’Cool and Collected’ og ’Donnie Darko’ placeret sidst på albummet, men afbrudt af den væsentligt mere blege ’I Will Be Waiting’.
Men ethvert band – for ikke at tale om et teenageband – der kan præsentere sange som ’Falling Into Me’, som er en kompleks, men samtidig tilgængelig omgang prog-pop med de sære åbningslinjer »I pave the backstreets with the mist of my brain« (!) og ’It’s Not Just Me’, hvis SOPHIE-producerede synthpop lyder som en stærkt inviterende blanding af det tilgængelige og det fremmedgørende, det poppede og det avantgardistiske, det storladne og det intime, er naturligvis mere end godt på vej.
Let’s Eat Grandma realiserer målsætninger i næsten samme tempo, som de formulerer nye af slagsen. Det kommer der en mestendels forfriskende og inspireret – om end noget forpustet – popmusik ud af.
Kort sagt
Når teenageduoen blander poppet lyd med punket etos, flabet henkastethed med total dedikation, og når tilgængeligheden spejles af det fremmedgørende og urovækkende, er den en meget stærk tilføjelse til musikscenen anno 2018. Desværre forhindrer flere sangskrivningsmæssige bagateller og en problematisk sekvensering ’I’m All Ears’ fra at være et definerende storværk.