Gezus Crystler

Som to balstyriske, tatoverede bavianer på pot og snaps tramper Frank Ziyanak og Powersolos Kim Kix rundt på debutalbummet fra deres fællesprojekt Gezus Crystler. Og med udgivelsesdato på selveste juleaftensdag har Jesus hermed fået sin med garanti mest udknaldede fødselsdagsgave i år.

Albummet er løst struktureret omkring fire kompositioner på mellem syv og 14 minutter sammensat af et uoverskueligt antal melodibrokker og mellemspil, og er man på udkig efter seriøs og dybfølt kunst, kan man ligeså godt give op på forhånd. For det er ligesom med julefrokoster: Enten smutter man efter risalamanden med fornuften i behold, eller også ender man med at give den som Tarzan i lysekronen med en flaske billig vodka i kæften, medisterpølse i brystlommen og sekretæren under den anden arm. Og i den sammenhæng er Kix og Ziyanak ikke typerne, der går tidligt hjem.

Undervejs bydes man op til ravende Madchester-dans, albueskrabende rock’n’roll, øretæveindbydende country-pastiche, torskedumme interludes, snalrede jamsessions, mystiske samples, cirkusfransk, stammedans, rytmeboks og generel høj cigarføring. Og selvom symptomerne efter en uge i selskab med albummet med garanti vil være forstoppelse og voldsomme brækfornemmelser, så er de to excentrikeres musikalske snapsekoger nu og her et gedigent alternativ – og en flot og rank fuckfinger – til flommefede højtidshymner og monotone, traditionstyngede hyggeritualer.