Matthew Herbert

Kan man lave musik over en middag mellem Blair og Bush? Selvfølgelig. Men i en verden hvor ingen længere undres over nye ideer, kan det så blive andet end et kikset forsøg på at ville lave noget originalt? Heldigvis ja!

For det er dagens ret, når det står til Matthew Herbert, som serverer det hele på ‘Plat du Jour’. Alle numrene er konstrueret over mad på forskellige faconer – ofte som en kritisk kommentar til fremstilling, marketing eller næringsindhold.

Her er et enkelt eksempel på en af Herberts musikalske opskrifter: Rekonstruér den takkemiddag Bush havde med Blair for hjælpen i Irak. Kør den derefter over med en tank. Bag dessertkagen og bring den til stedet for et af de første slag i amerikanske borgerkrig. Få derefter en tidligere efterretningsagent til at skyde den med en 9mm Luger. Spil dertil akkorder på vinglas. Optag det hele og lav musik ud af det.

Det lyder umiddelbart tosset. Men det er mere korrekt at sige at numrene på ‘Plat Du Jour’ lyder, som de er lavet. Og først når man sætter sig ind i hvert track giver albummet rigtig mening – både som musik og samfundskommentar.

Tidligere har Herbert blandet tung minimal tech, house og electro på et mixalbum, stået for groovende meditative og melankolske toner på ‘Bodily Functions’ og leget med tilgængelig jazz i sit big band. Med ‘Plat Du Jour’ har han lavet sin hidtil mest eksperimenterende udgivelse og resultatet er kompleks og krævende musik.

Albummet er ikke en let lytter, men til gengæld usædvanligt opfindsomt, og det demonstrer, at avantgarde både kan være eksperimentel, elitær og stadig handle om noget så simpelt som den mad vi putter i os. Havde Herbert også plejet sin evne for letfordøjelige grooves, havde det været et mesterværk.