Patrick Watson

Følelsen af genkendelse er en kompleks størrelse, også når det kommer til musik. Ofte aftager indtrykket af ’det-har-jeg-hørt-før’, når man erkenderm hvad der blot er tilgængelighed, men ligeledes kan den alt for tydelige reference spænde ben for selv den mest snedige musikalske gravrøver. På godt og ondt gør denne vekslen sig gældende for den 33-årige canadier og hans fjerde album.

På ’Blackwind’ lykkes det Watson at låne Arcade Fires opløftende slagkraft og countryficere denne med slide-guitar og skæbnesvangre strygere. Omvendt begynder ’The Quiet Crowd’ som en stille eksistens med vakkelvornt klaver a la Elliott Smith for til sidst at kamme over i Paul McCartneysk pænhed.

Det fungerer bedst for Watson når han skruer op for americana-indflydelserne som på anden halvdel af åbningsnummeret, hvor kavaleriet bliver tilkaldt af højtidelige trompeter. Titelnummerets spaghetti western-guitar og tex-mex-opsætning tilføjer et dramatisk flair, der gør sit for at opveje Watsons lidt kedelige vokal – en mindre skabet udgave af Devendra Banhart.

Generelt klæder det bandet at vove sig ud i vildskaben eller det der ligner. ’Step Out For A While’ rider fint på en skramlet guitarsolo og de løsnede tøjler på trommeslager Robbie Kuster, mens ’Morning Sheets’ er søvnigt sexet og udrustet med et flot strygerarrangement.

Patrick Watson lyder unægtelig som en mand der vil favne det hele. På ’Into Giants’ vil han pludselig være folksy gademusikant og to ligegyldige instrumentale kruseduller kan det også blive til. Et højt ambitionsniveau er svært at se sig sur på, men desværre er resultatet et frustrerende ujævnt album.