VENEDIG. Pressevisningen på Jennifer Kents ’The Nightingale’ var mildest talt bizar. Først affødte mordet på en aboriginer store klapsalver, og da rulleteksterne på Kents opfølger til horror-nyklassikeren ’The Babadook’ viste instruktørens navn, råbte en italiensk journalist »luder« mod lærredet.
Det er åbenbart sådan, man bliver mødt som den eneste kvinde i hovedkonkurrence på årets filmfestival i Venedig. Reaktionerne beviser om noget, at Kents hævnfilm, der udspiller sig på Tasmanien i 1825, stadig er yderst relevant i dag.
’The Nightingale’ følger den unge, irske straffefange Clare (breakout-talentet Aisling Franciosi), der har afsonet sin straf som personlig tjener for den britiske officer Hawkins (Sam Claflin) og nu er klar til at leve sit liv i frihed som nyudklækket mor med sin ægtemand Aidan (Michael Sheasby).
Sadisten Hawkins nægter dog at give afkald på sin kvindelige hushjælp, som han udnytter på alle tænkelige måder for at kompensere for sin egen uduelighed som løjtnant i en ligegyldig flække i midten af ingenting.
Aidan konfronterer ham, og det bliver startskuddet på det isnende portræt af den australske vildmark, som Kent serverer med blod og tårer over den resterende spilletid på over to timer. Aidan bliver myrdet på brutal vis, Clare voldtaget, mens hendes spædbarn får et fatalt slag i hovedet. Så er der ikke meget andet tilbage at leve for end hævn.
Hawkins stikker af med sine lakajer – den dybt uduelige sergent Ruse (Damon Herriman, der skal spille Charles Manson i både Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’ og ’Mindhunter’ sæson 2) og den plagede barnemorder Jago (Harry Greenwood) – på jagt efter en forfremmelse til stillingen som kaptajn i en større by flere dages rejse væk. Det bliver en rejse, der gradvist udvikler sig til et vanvidsprojekt, som afslører officerernes galskab.
Da Clare vågner efter overgrebet og finder sine elskede døde, sætter hun efter gruppen med hjælp fra den indfødte vejviser Billy (Baykali Ganambarr). Han er i starten modvillig mod den kommanderende kvinde, som ikke har noget tilovers for sorte, men snart bliver han hendes tro følgesvend, da det umage makkerpar lærer hinandens brutale baggrund at kende.
Kernen i ’The Nightingale’ er udviklingen i forholdet mellem Billy og Clare, der begge tilhører de laveste lag i samfundet som henholdsvis aboriginer og underklassekvinde. Men Kent tøver ikke med at vise de umenneskelige kår i datidens Australien, mens hun samtidig spidder sit hjemlands misogyne og racistiske fortid i hver eneste scene.
Det udgør en ambitiøs opfølger til ’The Babadook’, men Kents mål er stadig det samme: At skildre dynamikken mellem en lille gruppe mennesker, og hvordan de reagerer, når de bliver drevet ud i ekstremerne.
Her har instruktøren fundet sig et mindre mirakel i hovedrolleindehaveren Franciosi, som fylder hver en scene med sit blotte blik. Særligt i den unge kvindes mange mareridt-sekvenser får den 24-årige skuespiller helt frit spillerum, og man kan ikke undgå at blive opslugt af den stærkt determinerede hovedkarakter, som må kæmpe for sin frihed.
’The Nightingale’ er en isnende rejse gennem britisk kolonialisme. Den kunne sagtens være skåret skarpere, for filmen halter midtvejs, men Kents kritiske stemme brænder stadig igennem – og skal man tro pressevisningen i Venedig, har den i allerhøjeste grad brug for at blive hørt.
Læs også: Venedig-highlight dag 8: Paul Greengrass’ Netflix-film om Utøya er højst problematisk