SERIE. Hiphoppens historiebøger er fyldt med rappere, der havde alt talentet, men af en eller anden grund aldrig fik gennembruddet. Tit er det pladeselskaber, der ikke forstår kunstneren, kriminalitet, der afbryder opstigningen, eller beef med magtfulde artister, der fører til blacklisting i branchen.
I Cormegas tilfælde var det ikke kun én af ovenstående ting. Det var alle tre.
Alt så ellers ud til at være linet op for Cory McKay. Han var kendt for at være den stærkeste rapper i Queensbridge i start-90’erne, og den titel var en af de vigtigste æresmærker, man kunne have. For selv om Queensbridge er et ret lille kvarter i New York, der faktisk mest af alt består af to gigantiske sociale boligbyggerier, frembragte det nogle af 90’ernes vigtigste rappere som Nas, Mobb Deep og Capone-n-Noreaga.
Cormegas navn burde have været et naturligt element i den liste af stjerner fra QB, som bydelen tit kaldes. Nas blev en verdensstjerne med albummet ‘Illmatic’ fra 1994 og dedikerede sangen ‘One Love’ til Cormega. Mobb Deep lavede mange tracks med ham, og det er i Mobb Deep-rapperen Prodigys selvbiografi (‘My Infamous Life’), at man kan læse om, at ‘Mega blev anset for at være QB’s nummer et. Faktisk skulle Prodigy battle ham på et gadehjørne i kvarteret, før han overhovedet blev anerkendt som rapper. Den ældre Queensbridge-legende Marley Marl har desuden kaldt Cory McKay for Queensbridges originale gangsterrapper.
Så ja: Cormegas vej til tops så ud til at være lagt ud for ham.
Men det gyldne momentum i 90’erne gik forbi Queensbridge-ikonet, uden at han udgav et album. Debuten ‘The Realness’ udkom først i 2001. Hvis det var kommet i 1996, havde man nok kaldt den en klassiker fra New York-rappens gyldne periode. Men i 2001 var tidsånden rykket videre, og vinduet for større succes var lukket.
Hvad gik der galt for Cormega? Hvilke kræfter holdt ham tilbage? Og hvordan opstod der så alligevel den her sene New York-perle af et album?
Hvordan blev det til?
‘The Realness’ udkom ti år efter, at Cormega første gang vakte opsigt med freestyles og features (blandt andet på Blaq Poets ‘Without Warning’ album) helt tilbage i 1991. Ti år! I hiphop-tidsregning er det helt grotesk lang tid, og vejen fra den første hype til debutalbum er da også næsten surrealistisk lang og lidelsesfuld for Cormega.
I første omgang var der en fængselsdom, der satte karrieren på pause. Han tilbragte det meste af første halvdel af 90’erne bag tremmer og var således i fængsel, da Queensbridge blev hiphoppens varmeste kvarter med Nas’ Illmatic’ fra 1994 og Mobb Deeps ‘The Infamous’ fra 1995. Cormega går glip af det første momentum, men faktisk ser det ud til, at tingene stadig kan flaske sig.
For både Mobb Deep og Nas anser Cormega for en rapper på deres niveau – eller måske endda et niveau højere. Derfor tager Nas ham med på sin rejse mod stjernestatus. I 1996 gæster Cormega Nas’ klassiker ‘Affirmative Action’ fra albummet ‘It Was Written’ og bliver en del af supergruppen The Firm, der også består af Foxy Brown og AZ, og som er produceret af Dr. Dre.
Vejen til stjernestatus var lagt frem foran Cormega. Men han nåede knap at tage et enkelt skridt ned af den, før det hele smuldrede. Nas og Cormega kunne nemlig ikke finde ud af det sammen, og det endte med at sidstnævnte blev smidt ud af gruppen. Konsekvensen var en længere beef, der blandt andet resulterede i diss-tracks som Cormegas ‘Never Personal (Fuck Nas and Nature)’ og senere Nas’ ‘Destroy and Rebuild’.
Men diss-sangene var ikke den værste konsekvens af beefen. Langt værre var den blacklisting af musikbranchen, der fulgte. For selv om Cormega var signet hos Def Jam, der blandt andet kørte annoncer for det annoncerede album ‘The Testament’, udkom der aldrig noget. Var det fordi branchen var skræmt af beefen med superstjernen Nas? Eller havde Nas endda orkestreret blacklistingen af Cormega, som mange rygter hævdede?
Det vides ikke med sikkerhed. Men faktum er, at Cormega tilbragte New Yorks guldalder i 90’erne i en slags limbo, hvor han havde masser af gade-hype, men intet album ude. Til sidst opgav han håbet om udgivelsen af ‘The Testament’ og begyndte at arbejde på ‘The Realness’. På den måde er Cormegas debut en slags trodsig 90’er-rapklassiker, der er skabt af askerne fra en mainstream-karriere, der aldrig blev til noget.
Hvordan lyder det?
De fleste klassikere er album, der kigger frem. Men nogle få album, som ‘The Realness’, føles så stærke, fordi de er blandt de sidste strålende værker i en døende tradition.
‘The Realness’ udkom som nævnt i 2001, men i sin essens er det et album, der inkarnerer New Yorks guldalderlyd fra 90’erne. Eller, endnu mere specifikt: Det inkarnerer Queensbridge-rappens guldalder. Cormega lægger sig et sted mellem Nas’ poetiske gaderefleksioner og Mobb Deeps helt hårde, nihilistiske ghetto-fortællinger. Mobb Deep-samarbejderne ‘Thun And Kicko’ og ‘Killaz Theme’ er ubestridte Queensbridge-klassikere, der nærmest iscenesætter ‘Mega som tredje Mobb Deep-medlem (sidstnævnte sang er i øvrigt ikke med på Spotify-versionen af albummet, men please find den, den er genial).
Den konfrontatoriske gaderap-stil fortsætter på sange som ‘You Don’t Want It’, der lyder meget som et Nas-diss, og som også har et køligt, klaverdrevet-beat, der snildt kunne have været med på Mobb Deeps ‘Hell On Earth’-album (det gælder i øvrigt for en række sange her). Og ja, Cormega er en stærk battlerapper, men han er måske allerstærkest, når han lader sit komplekse flow og sine historiefortællingsevner få frie tøjler som på den biografiske ‘The Saga’ eller konceptsangen ‘American Beauty’, hvor han (ligesom Common på ‘I Used To Love H.E.R.’) beskriver hiphop som en kvinde.
Benhårde diss-sange som ‘Unforgiven’ og ‘Get Ouf Of My Way’ står side om side med sange som ‘Fallen Soldiers’ og ‘Glory Days’, hvor Cormega nærmest lyder som en pensioneret gangster, der ser tilbage på sine unge dage. Det er på mange måder den slags dobbelthed, der inkarnerer Queensbridge-rap: En fundamental, iskold nihilisme blandet med en vilje til ordspil og kreativitet, der nærmest sprudler af liv. Det er inden for den tradition, der egentlig peakede i 90’erne, at man skal se ‘The Realness’. Det er en overset klassiker, der skriver sig ind i en meget specifik og speciel tradition.
Hvad har det betydet?
‘The Realness’ er ikke et album, der har dannet skole. Det er et album, der markerer et af de sidste højdepunkter i en tradition. Men faktisk er der også momenter på Cormegas debut, der ser fremad.
Tag sangen ‘American Beauty’, der lyder som prototypen på den moody, blaxploitation-samplende hiphop som produceren Alchemist senere gjorde til sit kendetegn, og som resulterede i den sene miniklassiker ‘Return of the Mac’ med Mobb Deep-halvdelen Prodigy. Eller ‘Glory Days’, der fortæller historien om Cormegas opvækst og om de gadeskikkesler, han så op til som ung.
‘Glory Days’ er en ekstremt levende og velfortalt sang i sin egen ret, men hvis man lytter nøje efter ‘Megas flow og vendinger, kan man høre, at 50 Cents senere gadeklassiker ‘Ghetto Qu’ran (Lord Forgive Me)’ faktisk er et ret tydeligt remake af ‘The Realness’-nummeret. Sangene nævner endda mange af de samme lokale gangstere. 50 Cents version startede store kontroverser, fordi han eksplicit fortalte om lokale gangsteres (u)gerninger, hvilket mange mener førte til, at han senere blev skudt.
Andre sange, som det fanfare-drevne ‘Get Out Of My Way’, har noget af den bombastiske og flamboyante karakter, som man senere kan høre hos Cam’ron og hans DipSet-crew. Og så har Cormegas status som undergrundshelt også (skørt nok) udmundet sig i et samarbejde med Lil B på ‘I Killed Hip Hop’, der vidner om, at selv de unge, excentriske rappere ser Queensbridge-rapperen som en slags inkarnation af en helt særlig form for New York-rap.
Men selv om Cormegas første album havde indflydelse på diverse New York-rappere, var det frem for alt en sejr for kunstneren selv. Ti år efter sine første vers fik en af New Yorks ukendte legender udgivet sin debut. Det store momentum byen havde i 90’erne var ganske vist forsvundet, og albummet solgte kun beskedent. Men udgivelsen står alligevel tilbage som et vigtigt (om end overset) bidrag til New York-rappens pantheon fra Queensbridge’s originale gangsterrapper.
Læs også: Oversete hiphopklassikere #1: Three 6 Mafias crunk-eksplosion på ‘When the Smoke Clears’ (2000)