Lucy Love

Grime er med sin snævre forankring i rå, britisk betonslum og de rappere, den avler, en genre, der på papiret er svær at overføre til en ny kontekst på troværdig vis. Det er ikke desto mindre lykkedes danske Lucy Love og producer Yo Akim at gøre netop det.

Trods en smuk, melankolsk cockney-accent og umiskendelig karisma er der intet påtaget over Lucy Love, der ikke forfalder ikke til nemme gangsterpasticher men som autentisk og personligt opdaterer den danske hiphopscene. Med udgangspunkt i syntetisk, kold grime er ‘Superbillion’ mørk som en storbykælder, men albummet varmes gradvist op af klubvenlig dub og mild dubstep, der på sin vis også opdaterer start-00’er-fænomenet grime som genre.

Med undtagelse af ‘Daddy Was a DJ’ er klangen dyster og sfærisk. Selv når energien skrues op som på undergrundsbangeren ‘No V.I.P.’ og særligt på den minimalistiske sjæler ‘Wake Up’ og på ‘Darkest Hour’, hvor de poetiske dæmoner titter frem.

‘Superbillion’ er stilsikker uden at virke hæmmet og varieret uden på nogen måde at være flagrende. Og med et flow der flyder, stikker og dvæler, overbeviser Lucy Love også som skarp og opfindsom mc. Selvom hun tekstmæssigt stadig har plads til at udvikle sig, er hun lyrisk aldrig værre end en smule uinspireret. Hvis blot alle danske rappere lavede så gennemarbejdede debutalbum som 23-årig.