KOMMENTAR. Hvad har ’Burma VJ’, ’The Act of Killing’, ’The Look of Silence’ og ’Last Men in Aleppo’ til fælles? De er dokumentarfilm. De er danske eller halvdanske. De blev nomineret til en Oscar. Og de foregår på andre sprog end dansk.
Men netop den slags film får svære kår i de kommende år som følge af et lille ord med store konsekvenser i den såkaldte Public Service-Kontrakt for 2019-2023, som Kulturministeriet og DR fremlagde i går.
»Dansksproget«, lyder ordet, og det fremgår på side 4 i sammenhængen: »DR skal i kontraktperioden engagere sig på markedsvilkår i dansksprogede kort-, dokumentar- og spillefilm udført hos uafhængige producenter i et omfang svarende til det nuværende i forhold til antallet af titler«.
Med andre ord: Same-same, men alligevel meget different. Ordet dansksproget optrådte nemlig ikke i den hidtidige aftale, der udløber i år, og man får selvfølgelig færten af Dansk Folkepartis overophedede nationalbegejstring i forhandlingslokalerne, når DR fremover kun må støtte danske film på dansk. En noget nær samlet filmbranche harcelerer lige nu på Facebook – med god grund.
Størstedelen af de mest markante danske dokumentarsuccesser fra de senere år har nemlig haft et internationalt vingefang. Efter en årrække, hvor landets dokumentarfilm vendte blikket i selfie-position, engagerer de sig nu i verden. Det har gjort et lille land til en vægtig og respekteret dokumentarnation, hvilket har haft to uomtvistelige fordele:
Vi har dels formået at tiltrække dygtige udenlandske dokumentarister som amerikanske Joshua Oppenheimer (manden bag de førnævnte nyklassikere ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’), som har kunnet arbejde fra Danmark på mere gunstige vilkår end så mange andre steder i verden. Og vi har dels kunnet tiltrække penge fra andre lande til de danske produktioner, netop fordi de kan gøre sig gældende på tværs af grænser. Det har ud over ovenanførte Oscar-nomineringer også ført til succeser som ’Bobbi Jene’, ’Putins kys’, ’Ai Weiwei: The Fake Case’, ’The Man Who Saved the World’ og ’The War Show’, der alle har gjort sig bemærket i udlandet. Man kunne nævne mange, mange flere.
Trods triumferne er økonomien er dog stadig spinkel. Dokumentarbranchen er ikke medicinalindustrien, lad os sige det sådan. Og støtten fra DR er ofte altafgørende for, om en dokumentarfilm har gang på jord, selvom deres bidrag i det store public service-regnskab er håndører. TV 2 støtter også dokumentarprojekter, men de har større interesse for de nære danske fortællinger, og DR er således i mange tilfælde eneste håb, når budgettet skal gå op. Er DR sat ud af spillet, er der en stor risiko for, at den internationale dimension af dansk dokumentarfilm enten rykker til udlandet sammen med nogle af de dygtigste kreative kræfter – eller at den helt falder til jorden.
Tidligere på sommeren fortalte produceren bag ‘The Act of Killing’ og ‘The Look of Silence’, Signe Byrge Sørensen, således til Berlingske, at hun ikke havde kunnet finansiere filmene, hvis ikke DR havde forpligtet sig på at støtte dem tidligt i forløbet.
De danske politikere er ikke sene til at bryste sig af de lokale fortræffeligheder, når vi vinder priser rundt omkring i verden. Nu har de gjort deres for, at vi efter en række fede år går en mager høst i møde. Men ét er priserne og prestigen. Noget andet er vores alle sammens oplevelse af et større perspektiv – af vores samfund og kulturs forbindelse til resten af verden, af de muligheder der kan inspirere os og af de problemer, der sætter vores egne i relief. Vi havde en panoramaudsigt, nu får vi tunnelsyn.
Frem med rettelakken. Det er bare et ord.
(Opdatering 16.40: Ifølge Radio24syvs kulturprogram AK24syv vil kulturminister Mette Bock nu ændre kravet om, at DR’s støtte kun kan tilfalde dansksprogede produktioner)
Læs også: Efter overset Oscar-sejr – hurra for dansk dokumentar!