’Relaxer’: Syret slacker-satire er ulækker, frustrerende og til tider ret fantastisk

CPH PIX: What. The. Fuck.

Cirka sådan reagerede jeg, første gang jeg stiftede bekendtskab med den amerikanske independentinstruktør Joel Potrykus under en PIX-visning af ’The Alchemist Cookbook’. Og nogenlunde enslydende har jeg det to år senere efter at have set hans nyeste opgør med det amerikanske samfund – den dybt besnærende slacker-satire ’Relaxer’, som både kalder på brækposer og dages refleksion.

’Relaxer’ ligner ikke noget, jeg har set før. Den er ikke bare filmet i sofahøjde i en etværelseslejlighed, hvor vi følger den fuldvoksne mand Abbie (Joshua Burge), der, kun iført underbukser, sidder som limet til sofaen og spiller Pacman om kap med den nært forestående Y2K-dommedag på grænsen til årtusindskiftet.

Nej, one location-filmen tager os også gennem en slags fucked up Robinson Crusoe-rejse for generationerne af det nye årtusind, der byder på pis, bræk, lort, en dybt forstyrret familierelation og verdens potentielle undergang. Det er ulækkert, frustrerende og ret fantastisk, hvis man først giver sig hen.

Allerede fra første indstilling bliver det klart, at Potrykus er tilbage med endnu en særling: »Tid!«, bliver der råbt uden for skærmen, mens vi ser Abbie gribe ud efter en sutteflaske med paniske øjne og bunde indholdet. Han pruster og sveder.

Det er endnu en af storebrorens (David Dastmalchian) sadistiske udfordringer. Hvert andet minut skal han bælle sutteflaskens indhold i én slurk, indtil han har tømt den fire liter store mælkeflaske, der står på sofabordet, hvor Abbie spiller Nintendo. Han er næsten færdig, da han griber flasken og pisser i den, hvorefter broren tvinger ham til at drikke indholdet. Han nægter. Broren insisterer. Han lugter til flasken. Og så står det ud af ham med et festfyrværkeri af mælk.

For nogen vil ’Relaxer’ være alt for meget af det gode. Men det er for let bare at afskrive filmen som en kontroversiel stiløvelse. For under high concept-præmissen er kernen et dybt dysfunktionelt familieforhold, der samtidig glimter af en dybereliggende kritik af Generation Z’ konkurrencedynamik og kapitalistiske drømme, der måske i virkeligheden bare er ensbetydende med stilsiddende arbejde i et stort hamsterhjul.

Efter mælkepostyret bliver Abbie svinet til af sin bror, som tilsyneladende ikke engang betragter ham som et medmenneske, selvom Abbie jamrer: Jamen jeg er et menneske!«. Han giver Abbie den ultimative udfordring: Han skal gennemføre det mytiske level 256 i Pacman inden nytårsaften – uden at rejse sig fra sofaen. Og så går broren. Men hvor lang tid er der egentlig, inden nedtællingen til år 2000 begynder?

Minutter bliver til timer, og Abbie bliver sulten. Han ringer efter en pizza, men de leverer ikke, og hans eneste ven (Andre Hyland) spiser de sidste madvarer i huset foran næsen på Abbie og spilder al hans cola på gulvet i endnu en absurd udfordring.

Så begynder dagene at gå, men Abbie nægter stadig at rejse sig. Han vil vinde udfordringen og dermed de lovede 100.000 dollars, så han kan købe en båd eller rejse til Californien og besøge hans far, som er fængslet for pædofili, men ifølge Abbie er fuldkommen uskyldig.

Jo dybere vi kommer ind i historien, des klarere bliver det, at der, udover den helt åbenlyse passivitet, er noget galt med Abbie. Potrykus manipulerer tid og karaktersubjektivitet på effektiv vis, mens kameraet aldrig forlader sofaen, og Abbie, der gradvist bliver sølet til i endnu mere pis og lort, mens det dystopiske årtusindskifte og den hyperdigitale tidsalder nærmer sig med katastrofale skridt. Den underliggende kritik kunne sagtens være skarpere, men man kan ikke tage noget fra Potrykus’ syrede genremæssige nyskabelse.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 10 mest essentielle film på årets CPH PIX-festival